Flyvende plæneklippere igen – Afgørelsen

Så kom afgørelsen om motor eller ikke motor på svævefly der letter fra Nr. Broby, og det blev til et afslag. Afgørelsen kan ses på

:http://www.faaborgmidtfyn.dk/demokrati-og-politik/afgoerelser-og-hoeringer/landzoneafslag/anvendelse-af-motorsvaevefly-voejstrupvej-19-a-5672-broby/

Flyvepladsens problem er at den ligger i landzone og i planloven står der (sagt lidt forenklet) at man ikke uden tilladelse må etablere nogen anden form for virksomhed end landbrug i landzonen.

Meningen er at det åbne land skal forblive et landskab uden for mange virksomheder, reklameskilte beboelsesejendomme og andre forstyrrende anlæg.

Når det drejer sig om virksomheder (og en flyveplads må i denne sammenhæng sidestilles med en virksomhed), så er landzonen forbeholdt landbruget, og hvis der skal tillades andet end landbrug, skal der som udgangspunkt være tale om virksomheder der hører naturligt hjemme i det åbne land.

Det mener kommunen ikke, at en flyveplads gør og det er hovedårsagen til at afgørelsen bliver et afslag, eller sagt med andre ord, hvis flyvepladsen skulle etableres i dag, så fik den slet ikke lov til at ligge hvor den gør.

Kommunen har lagt vægt på naboindsigelser og det forhold, at der ligger beboelser tæt på, men det er ikke den egentlige begrundelse.

Den egentlige begrundelse er som sagt, at der ikke skal være en flyveplads på det pågældende sted, og derfor har kommunen heller ikke taget stilling om et motorsvævefly er et motorfly i gængs forstand. Det er nemlig ikke nødvendigt således som kommunen ser sagen, medmindre flyvepladsen vil hævde, at det slet ikke er nødvendigt med en tilladelse.

Hvad angår støjen har kommunen tidligere skønnet, at den ikke ville blive overvældende. Det siges nemlig i afgørelsen: ”miljøafdelingen har den 4 november2010 …..afgjort at det ikke er godkendelsespligtigt at gennemføre 500 operationer årligt, hvis der ikke i en enkelt måden udføre over 100 operationer..”

Det betyder med andre ord, at hvis man ellers tillod en flyveplads, så ville man også tillade den støj der følger af 500 operationer årligt (dog max 100 pr. mdr.), og klagefristen for den afgørelse er for længst udløbet.

Sti i Teglværksskoven nedlægges – hvad siger loven om stier?

Sagen

Under overskriften ”Populær strandsti forsvinder” kunne man den 12 maj i Stiftstidende læse, at Natur- og miljøklagenævnet har tilladt nedlæggelse af en sti i Teglværksskoven - en sti som efter kommunens skøn har været benyttet af Nyborgs borgere siden 1842, og som kommunen derfor ikke mente kunne nedlægges. Ejeren af en restaurant og 2 ferieboliger mente noget andet nemlig: …at passagen mellem ferielejlighederne og Teglværksskovens serveringsterrasse bliver for snæver…at der er en anden sti til stranden og at den er kortere…” og ejeren har altså nu fået Natur- og miljøklagenævnets ord for, at han godt må nedlægge stien.

Hvad siger loven:

Naturbeskyttelseslovens § 26 giver ret til at gå eller cykle på alle stier i det åbne land, og hvis ejeren forbyder dette, kan man klage til kommunen, som så kan ophæve forbuddet, og det gør kommunen næsten altid, uanset hvor generende det er for ejeren.

For ejeren er der derfor kun en vej frem nemlig at fjerne stien (d.v.s. at nedlægge den).

I lovens § 26a står der ”Nedlæggelse af …..stier, der …..fører til de naturtyper, der er omfattet af §§ 22-25 (d.v.s. bla. strande)…..må tidligst ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen…..Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder.”

Det afgørende er altså ikke, om det er generende for den der lægger jord til stien. Der er mange afgørelser, som viser, at generne for ejeren er næsten uden betydning.  

Det afgørende er om stien har rekreativ betydning for offentligheden. Har den ikke det, så kan den nedlægges, og selvom den har rekreativ betydning, så kan den alligevel nedlægges, hvis der er eller etableres en anden adgang. Det er dog en (”uskreven”) betingelse, at denne anden adgang skal være mindst lige så god og i nogle tilfælde bedre end den der nedlægges.

Hvad betyder afgørelsen

Myndighederne kan og skal ikke tage stilling til betydningen af, at borgerne har brugt stien siden 1842. Det er alene en sag mellem borgerne og ejeren af ejendommen, for sagen handler om Naturbeskyttelsesloven, som ikke beskytter eventuelle private færdselsrettigheder.

 Afgørelsen betyder derfor kun, at borgerne (”offentligheden”) ikke længere ”med naturbeskyttelseslovens § 26 i hånden” frit kan færdes på stien.

Det er ikke afgjort om nogen har en særlig ret til færdsel f. eks. fordi er er en aftale eller fordi nogen -  ved meget lang tids brug - har vundet hævd på en ret til at gå på stien.

Hvordan man vinder hævd er en lang historie som må vente til en anden gang.

Her og nu skal det blot siges, at det er rigtig svært at vinde hævd på ret til færdsel, og at der i al fald ikke kan opstå en ret som gælder et helt samfund, så det forhold at alle og enhver har brugt stien siden 1842 betyder altså ikke at der er vundet hævd.

Skovparken kræver Frihed - en kommentar

Det var med undren jeg den 4 maj læste artiklen i sektion 2 side 27 i Stiftstidende hvor der med overskriften  ”Skovparken kræver frihed”  berettes om hvorledes en 40 år gammel lokalplan i Nyborg er gået så meget i glemmebogen, at man åbenbart har bygget både raftehegn og carporte, der hvor der ellers skulle plantes nøje definerede 4 meter brede grønne hegn.

Min undren skyldes ikke at planens bestemmelser er gået i glemmebogen (det sker faktisk ind i mellem) og heller ikke at kommunen åbenbart har opgivet at håndhæve den gamle lokalplan og i stedet er gået i gang med at lave en ny lokalplan (det sker også en gang imellem).

Min undren skyldes følgende bemærkning:

”….de 115 grundejere nøjes ikke med at protestere, men fremsætter selv et kompromisforslag …. Faste hegn der i dag er bandlyst skal have lov at blive stående ……byggelinjen flyttes 2 meter så eksisterende carporte ikke skal rives ned som følge af den nye lokalplan ….”

Nu står der jo ikke noget om, hvem der har den opfattelse, at en ny lokalplan skal kunne medføre, at eksisterende plankeværker og/eller carporte skal rives ned, men uanset hvem der har en sådan opfattelse, så er den fuldstændig forkert.

Det ligger helt fast at man ikke med en lokalplan kan tvinge borgerne til at nedrive lovlige plankeværker og bygninger.

Lokalplaner gælder nemlig kun fremtidige forhold.

Så hvis kommunen virkelig har opgivet at håndhæve den gamle lokalplan, så kan man næppe betegne det allerede opførte som ulovligt, og så behøver grundejerne ikke frygte for det de allerede har opført.