Nej til vindmøller ved Sandager – men er det også enden på den historie.

Nej til vindmøller ved Sandager – men er det også enden på den historie.

Som det fremgår af Fyens Stiftstidende i dag den 22 dec. (lokalsektion s. 16 – 17) har byrådet i Assens med det snævrest mulige flertal sagt nej til vindmølleprojektet ved Sandager, og det spørgsmål der nu er rejst i avisen er, om det kan tænkes, at staten blander sig og bruger sin såkaldte ”call in” beføjelse”  – og hvad er så det?

Der står i planlovens § 3, ”…miljøministeren kan til varetagelse af landsplanmæssige interesser pålægge en kommunalbestyrelse, at vedtage en plan med et nærmere bestemt indhold…” og ministeren har efter planlovens § 28 ret til, at nedlægge veto mod en ændring af kommuneplanen.

Umiddelbart skulle man altså tro, at en indblanding var mulig, men sandheden er, at ministeren skal respektere nærdemokratiet, og at hun ikke bare kan bruge disse bestemmelser efter forgodtbefindende.

Som der står i § 3, skal der være landsplanmæssige interesser, og det betyder, at bestemmelsen kun kan bruges til at sikre overordnede samfundsnødvendige projekter.

Kommunalbestyrelsen har indtil videre kun sagt nej til vindmøller på en konkret placering, og det er vanskeligt, at forestille sig, at der skulle være overordnede samfundsøkonomiske interesser forbundet med at placere vindmøller netop ved Sandager, så mit bedste bud er, at ministeren hverken kan eller vil blande sig.

Vindmøller og oversvømmelser – Nærdemokratiet på prøve & Julemandens røde ører

Vindmøller og oversvømmelser – Nærdemokratiet på prøve &  Julemandens røde ører

Hvad kan man bruge kommuneplanen til

Nærdemokratiet er på prøve i øjeblikket, for bølgerne går højt i strid om vindmøller og oversvømmelser, som f. eks. i Stiftstidende 4-12-2011 hvor personerne bag et vindmølleprojektet på Barløse Mark mener, der er blevet taget usaglige metoder i brug mod dem. De mener ikke, at kommunen kan sige nej.

Det ser også ud til, at borgmesteren nu siger ja (jf. Fyens Stiftstidende den 11-12-2011), men om møllerne kommer eller ikke kommer, det er en politisk beslutning, som byrådet skal træffe, og i politik skal man ikke være for sikker, før byrådets stemmer er talt op.

Det juridiske spørgsmål i den forbindelse er hvad borgerne kan bruge kommuneplanen til.

Erstatningskrav

Personerne bag vindmølleprojektet på Barløse Mark truer med erstatningskrav, hvis det bliver et nej.

De har investeret i forhold til kommuneplanen og opkøbt 4 ejendomme samt lavet forskellige rapporter, så hvis politikerne siger stop nu vil det svare til et tab på 3,5 mill. kr, som de vil have erstattet.

Om farven på Julemandens ører

På Nordfyn synes det omvendt, at være tilfældet, at private har investeret i modstrid med kommuneplanen, for under overskriften ”Unik kulturarv ender i vandet” beskrives det i Fyens Stiftstidende den 15/12 2012 hvordan naturgenopretningen af Gyldensteens Strand ved etablering af en sø på tidligere inddæmmede arealer truer et unikt kulturlandskab nemlig det inddæmmede område med pumpemøller, kanaler, sluser og dæmninger.

Formanden for Kulturmiljøråd Fyn Ellen Varming konstaterer at beskyttelsen af dette kulturlandskab er skrevet ind i Nordfyns Kommunes Kommuneplan i 2009/2010.

Hun udtaler, at den nye ejers advokat må have sovet i timen, da fonden erhvervede de godt 600 HA landbrugsjord uden at få øje på de særlige interesser, der er indskrevet i kommuneplanen – ”…han må have mere røde ører end selve julemanden …bemærker formanden”

Nu er der næppe mange der kender farven på julemandens ører. Det er da muligt, at fondens advokat har overset noget – det kan vi ikke vide, men man skal gøre sig klart at kommuneplaner kun har begrænset rækkevidde.

Hvad siger loven om kommuneplaner:

Allerførst skal man skelne mellem kommuneplan og lokalplan.

En lokalplan er bindende, men det er ikke lokalplaner vi taler om her, vi taler om kommuneplan.

Borgerne kan ikke altid regne med, at kommuneplanen bliver gennemført, og man kan heller ikke vide sig sikker mod ændringer, for det er nemlig rigtigt, som det siges af udvalgsformand Kim Johansen i Nordfyns Kommune ”…en kommuneplan kan ændres … det er en dynamisk plan”

Det der gælder juridisk er, at kommuneplanen ikke stifter hverken rettigheder eller forpligtelser for borgerne.

Det er derfor for egen risiko, hvis man investerer i overensstemmelse med kommuneplanen.

Man kan nemlig risikere, at kommunen - når den får en byggeansøgning der er i overensstemmelse med kommuneplanen - nedlægger et såkaldt § 14 forbud og derefter laver en lokalplan som hindrer projektet, og det kan kommunen gøre uden at betale erstatning.

Omvendt kan det være fornuftigt at investere i projekter, selvom disse ikke er i overensstemmelse med gældende kommuneplan, for hvis man har politisk medvind, så kan det nemlig lade sig gøre, at få den ændret.

Man kan slutte med at sige, at vi heller ikke kan vide noget om farven på advokatens ører J

”Villaejere tjener på nabostrid om stranden ved Østerøvej - en kommentar”

”Villaejere tjener på nabostrid om stranden ved Østerøvej - en kommentar”

Overskriften:

”Villaejere tjener på nabostrid”

Sådan lyder den noget misvisende overskrift i Fyens Stiftstidende, Nyborg den 4/12 2011.

Baggrunden er (i al fald som den fremgår af avisen) den, at en villaejer Jens Hald Østerøvej 19 har rejst sag og krævet, at Nyborg kommune skal anerkende, at han er blevet ejer af 2 strandarealer.

Det ene fordi der er en ældgammel aftale om leje (kommunen har i øvrigt ikke krævet leje i årevis) og det andet fordi skiftende ejere altid har brugt arealet når hækken skulle klippes.

Præcedens:

Kommunen har valgt, at acceptere kravet, og har nu åbenbart også valgt, at acceptere lignende krav fra andre grundejere på samme vej.

Hvad der er op eller ned i sagen, kan man ikke afgøre ud fra avisen, men en ting er i al fald forkert.

Der står i billedteksten:

”Striden om strandarealet foran villaen Østerøvej 19 har skabt præcedens: Nu risikerer kommunen at skulle aflevere strandareal for 5 mill. kr. til de øvrige villaejere”

Hvad siger loven:

Hvis man kan bevise, at man i meget lang tid har brugt en del af naboens ejendom, som om man var ejer af den, så bliver man ejer af den del man har brugt – vel at mærke uden at skulle betale noget som helst.

Det er det man kalder at ”vinde hævd”.

Spørgsmålet er så hvor længe man skal bruge en del af naboens ejendom inden man ”vinder hævd”.

Det afhænger af hvad man har gjort.

Hvis det er helt klart, at man opfører sig som ejer af den del man bruger, f.eks. hvis hækken er plantet et stykke inde på naboens ejendom, eller garagen f. eks. er bygget hen over skellet, så bliver man ejer af den del man har brugt efter kun 20 år.

Det står i Christian den 5.´s Danske Lov fra 1683 pkt. 5-5-1.

Hvis det er mindre klart, at man opfatter sig som ejer, altså hvis man blot har brugt arealet som ejer, uden at der er hæk eller garage, så skal det have varet lige så længe nogen kan huske.

Ingen må kunne huske at det nogen sinde har været anderledes, og det skal have varet mindst en 40 – 50 år. Det er det man kalder alderstidshævd.

Misvisende:

På den baggrund er det klart, at striden mellem Jens Hald og kommunen ikke kan skabe præcedens. Hvis kommunen accepterer krav fra andre lodsejere, så må det være fordi de andre lodsejere også har vundet hævd, og ikke fordi Jens Hald har ”vundet” sin sag.

Den reelle baggrund er, at kommunen har været passiv, og ikke ”passet på sit skel eller sine rettigheder efter lejekontrakten”

Det er det der koster 5 mill. kr.

Noget andet er, at det nok er umuligt, for en kommune, at gå rundt og ”bevogte” alle sine ”Skel”

Opsparingen blev et hul i jorden – men hvad siger loven?

Opsparingen blev et hul i jorden – men hvad siger loven?

I Fyens Stiftstidende den 12-11-2011 kunne man læse følgende overskrift:

”Opsparingen blev et hul i jorden”

I sandhed en skræmmende overskrift, og så meget desto mere foruroligende, når man i artiklen kan læse, at Helene Rasmussen og Finn Ravnø fra Ringe hen ad vejen i form af renter kommer til at betale 400.000,- kr. for at få fjernet forurenet jord fra den grund som de i god tro købte i 2004.

Helene Rasmussen og Finn Ravnø siger:

”…vi vil gerne kunne bruge vores have og få et almindeligt haveliv, og vi vil også gerne ud af registeret med forurenede grunde, for hvem vil købe et hus hvor grunden er forurenet ?...”

Ja hvem vil det, efter at have læst en sådan overskrift – sikkert ingen, og det er synd for det hører med til historien, at det måske ikke altid behøver at gå så galt.

Hvad siger loven:

I jordforeningslovens § 41 står der bl. a. følgende.

For forureninger, der sker den 1. januar 2001 eller senere, kan miljømyndigheden, ….  meddele forureneren  påbud om at fjerne en konstateret forurening …… og som forurener anses:

1.        Den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra forureningen hidrører. Forureningen eller en del heraf skal være sket i den pågældende driftsperiode.

2.        Andre, der har forårsaget en forurening, såfremt forureningen skyldes uforsvarlig adfærd

En næsten uforståelig lovtekst selv for jurister, men meningen er, at det er forureneren og kun forureneren der er ansvarlig.

Hvis man ikke selv har forurenet så kan man aldrig blive ansvarlig, heller ikke selvom man køber en ejendom som man godt ved er forurenet.

Det er rigtigt, at forurenede ejendomme kommer i et register, men der er mange som ”lever med” en forurenet ejendom.

At en grund er forurenet betyder ikke nødvendigvis, at den er farlig for beboerne, og når man ikke er ansvarlig og derfor ikke har pligt til at rense op så er den økonomiske byrde til at overse, hvis man altså ser bort fra den psykologiske effekt der ligger i at det naturligvis påvirker prisen negativt hvis alle er bange for at det påvirker prisen negativt, og en overskrift som ”opsparingen blev til et hul i jorden” er med til at forstærke denne effekt.

Det hører derfor – efter min mening - med til et afbalanceret billede af problemstillingen, at man altså ikke har pligt til at rense op, og at en grund kan godt være registreret som forurenet, uden at forureningen er til fare for beboerne.

I Helene Rasmussen´s og Finn Ravnø´s tilfælde var overfladejorden dog så forurenet, at man end ikke kunne gå på græsset med bare tæer, så der er forståeligt, at de har valgt, at rense op for egen regning, for der kommer ikke andre og gør det.

Hist hvor vejen slår en bugt Ligger der et hus så smukt – en artikel om øjebæer

Om øjebæer og andre ubehageligheder

Hist hvor vejen slår en bugt

Ligger der et hus så smukt –

Væggene lidt skæve stå

Ruderne er ganske små.

Døren synker halvt i knæ

………………

Solen synker og så videre

Sådan skrev H.C. Andersen i 1829, for der var jo som bekendt så dejligt derude på landet, i al fald for et bymenneske som ham, der ikke selv skulle bo i eller ved ”det lille hus i svinget”.

Der er stadig dejligt derude på landet, hvor gamle smukke huse kan bidrage til at fastholde stil og historie, som ellers ville forsvinde, men det hænder, at ”dejligheden” krakelerer, når der ligger huse, hvor væggene er mere end skæve, og hvor døren er sunket helt i knæ, og hvad gør man så?.

Ja hidtil har kommunerne haft såkaldte ”puljepenge” der kunne bruges til at opkøbe og nedrive faldefærdige huse, men dette er forbi, som det fremgår en ubehageligt anmassende overskrift i Fyens Stiftstidende den 11-11-2011:

”Sværere at få fjernet en øjebæ”

Alene ordet vækker afsky! 

Nå men meningen er da ikke til at tage fejl af, og forklaringen er, at den nye regering vil droppe puljepenge til nedrivningsmodne ejendomme.

Lillian Klint fra kertevej i Kerte der har været nabo til 2 faldefærdige huse, der er blevet revet ned for at forskønne området udtaler:

”Det er hun glad for men hun så også gerne, at der snart blev bygget igen på grunden nærmest hendes eget hus”, og formanden for Miljø- og Teknikudvalget i Assens Kommune Lars Kr. Pedersen er ked af at pengene er væk

Jamen kan kommunen da ikke bare beordre ejerne til at istandsætte deres huse.

Svaret er nej, det kan man ikke, uden at kommer til at koste noget.

Hvis der er brandfare eller sundhedsfare kan man forbyde beboelse, og det får ejeren ingen erstatning for.

Hvis kommunen derimod stiller krav om istandsættelse eller nedrivning, så skal der betales erstatning., og i alle tilfælde – altså også ved forbud mod beboelse eller ophold – skal der tilbydes varig eller midlertidig genhusning, og ved varig genhusning skal der tilbydes støtte til nedsættelse af lejen i en erstatningsbolig.

Er løsningen virkelig, at vi bare river ned?

Altså: Det koster, og det er måske meget godt, for er det virkelig den rigtige en løsning, bare at blive ved at rive ned.

Naboerne:

På den ene side står hensynet til naboerne og området som helhed. Tomme forfaldne huse er ikke rare at se på, de forringer områdets karakter, ejendomspriserne falder og effekten er selvforstærkende.

Ejerne:

På den anden side står hensynet til ejerne, der som udgangspunkt har ret til at gøre, hvad de vil med deres ejendomme, så længe det ikke er sundhedsskadeligt eller brandfarligt, og en nedrivning eller et forbud mod beboelse indebærer jo også, at beboerne (ejer og/eller lejer) mister deres hjem.

Der kan være forskel på, hvad folk opfatter som god standard. Nogle har måske nok vilje, men ikke råd til den vedligeholdelse, som de egentlig gerne vil udføre, og nogle har måske kun mulighed for at få ”hus og have”, hvis de køber boliger i ringe stand. Kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister skal jo trods alt også bo et sted.

Symptom eller årsag:

Forringes området fordi der står tomme huse og forfalder, eller står der tomme huse og forfalder fordi området forringes – det er netop spørgsmålet.

Lillian fra Kerte siger jo meget klogt, at hun håber, at der snart bliver bygget igen, men der er jo ingen der vil bygge, og hvis vi bare bliver ved med at rive ned, så kan det jo ende med at vi skal omskrive H.C. Andersens gamle digt til:

Hist hvor vejen slår en bugt

Lå engang et hus så smukt –

Men der ved vejens bløde sving

er der nu slet ingenting!

Og det er jo i grunden også trist, så lad os håbe at den nye minister kan skære ind til benet og få gang i udviklingen, i stedet for at rive ned.

Flyvende plæneklippere

Flyvende plæneklippere:

Uanset hvad man i øvrigt mener om baggrunden, så må man beundre Hr. Børge Pedersen fra Nr. Broby for hans evne til at udtrykke sig klart når han til Fyens Stiftstidende den 15-11-2011 udtaler:

”Jeg frygter, at mit hus bliver usælgeligt, hvis der er flyvende plæneklippere over min grund.”

Baggrunden er, at Fyns Svæveflyveklub i Vøjstrup nær Nr. Broby har holdt et orienteringsmøde med borgerne i Nr. Broby, for at fortælle om hvorfor klubben nu ønsker, at bruge motorsvævefly.

På mødet har klubbens formand Flemming Banke forklaret, at man ønsker at følge udviklingen for at bevare klubben, og at motorerne støjer mindre end en plæneklipper, hvilket altså – som det fremgår af avisen – ikke har beroliget hr. Børge Pedersen, der har startet en underskriftsindsamling.

Rent bortset fra, at anvendelse af motorer kræver tilladelse fra myndighederne, synes problemet rent juridisk at være, at klubben selv i 1982 har underskrevet en servitut om at svæveflyvepladsen - på grund af den nære beliggenhed ved Nr. Broby - ikke må anvendes til motorfly.

 Det bliver - også juridisk - spændende at følge, for med sådanne ældre servitutter, kan man aldrig med sikkerhed vide hvad udfaldet bliver.

Umiddelbart skulle man jo synes, at det er ret indlysende nemlig:

Underskrift på servitut = ingen motor! - Men der kan argumenteres for en anden fortolkning, for gamle servitutter bliver somme tider fortolket smidigt.

Spørgsmålet er om man skal lægge vægt på ordet motor eller på ordet svævefly.

Når man nu har en svæveflyveplads, så kan man jo godt med nogen ret sige, at de fly der benytter pladsen, må have ret til at ”følge med den almindelige udvikling” så længe det altså stadig er svævefly, og det er jo også det formanden mener, når han til avisen siger, at man ønsker at følge udviklingen for at bevare klubben.

Udgangspunktet for en dommer, vil dog nok være, at man skal lægge vægt på ordet motor – som det man ikke vil have - og ikke på ordet svævefly, og at det derfor bliver noget ”op ad bakke” for klubben, og jeg må da også indrømme, at jeg personligt heller ikke synes om konceptet ”flyvende plæneklippere” J

Jim Lyngvilds Vikingeborg

”Ravnens borg rejser sig i Korinth”

Sådan var overskriften i Fyns Stiftstidende den 11/11 2011, og nej det var ikke datofikseret magi, men blot Jim Lyngvild der bygger hus af størrelse og udseende som en vikingeborg.

Se:

http://ekstrabladet.dk/template/v3-0/direct/article/picProxy.jsp?url=http://multimedia.ekstrabladet.dk/archive/00726/No_name_726569o.jpg&iw=925&ih=648&secid=2628&cbw=1659&cbh=742

Spændende flot og befriende, at nogen tør bygge sådan et hus, men måske også stof til eftertanke, for må man virkelig bygge et hus der ser sådan ud.

Svaret er ja - det må man som udgangspunkt godt.

Man må selvfølgelig ikke bygge hvor som helst, og man skal naturligvis have byggetilladelse efter byggeloven, men det er for at sikre at sikre at huset teknisk set er i orden.

Byggeloven bestemmer ikke hvordan huse skal se ud, så svaret er altså som udgangspunkt ja.

Når jeg skriver som udgangspunkt er det fordi kommunen hvis politikerne ønsker det har ret til at lave en lokalplan, og i en lokalplan kan man hvis man vil bestemme hvordan huse skal se ud

I planlovens § 15 Stk.2. står der nemlig bl.a.

I en lokalplan kan der optages bestemmelser om:

7)

bebyggelsers omfang og udformning, herunder til regulering af boligtætheden,

Med udformning menes i den forbindelse ydre fremtræden, f.eks. tagform, materialer, facade, antenner og skiltning.

Omvendt gælder det at en lokalplan skal have en saglig begrundelse, og hvis der ikke er nogen lokalplan, så må man faktisk give sit hus lige nøjagtigt det udseende man vil.

Så altså: Der er ingen grund til på forhånd at give op hvis man ønsker et utraditionelt byggeri

Den nøgne sandhed - en beretning fra miljøadvokatens hverdag

Den nøgne sandhed

Lyt engang til en sandfærdig beretning fra miljøadvokatens hverdag

Det er jura i øjenhøjde.

... Beretningen kan vi kalde den nøgne sandhed og den lyder sådan:

Stranden:Man må være forberedt på badegæster, når man køber en strandgrund, og det ved de fleste købere også godt, men det er ikke sædvanligt med ”nøgenbadning” og det er endnu mindre sædvanligt med personer der har ”forkerte intentioner” Det var ikke desto mindre det, der blev emnet for en retssag, som sluttede ved Østre Landsret i november 2008.
Nord for København er der nemlig en ejendom med en afsides beliggende privat strand, som er meget populær blandt nøgenbadere.
Stranden er omtalt på en naturistforenings hjemmeside, hvor der bl.a. står ”Nøgenhed har været en del af denne strand i mindst tyve år………... Her kan naturister trygt færdes, idet der bliver holdt et vågent øje med personer, der måtte komme med de forkerte intentioner.”
Badebroen:

Ejendommen med tilhørende strand blev i 2005 solgt til en familie med 4 børn på 6, 8, 12 og 17 år. Om familien før købet vidste, at de bl.a. havde købt en nøgenbadestrand, melder historien ikke noget om, men de fandt i al fald ud af det efter overtagelsen, og de fandt ud af mere end det, for (som de senere forklarede i retten), ”på solskinsdage om sommeren er der hele tiden nøgenbadere, som samler sig netop på den private strand. Det er en fast klike, der kommer – nok ca 20 til 30 personer. Der er så godt som ingen med badetøj, der opholder sig der, og 5 – 10 gange har de fra deres terrasse kunnet se, at der foregår seksuel aktivitet på badebroen, typisk på tidspunkter, hvor der er få badende. De har flere gange tilkaldt politiet, som så kommer og bortviser de nøgenbadere, der har foretaget seksuelle handlinger, børnene tør ikke gå ned til stranden..”.
Hvad siger Loven:Der står i Naturbeskyttelseslovens § 22 at alle strande (også private strande) ””er åbne for færdsel til fods, kortvarigt ophold og badning”.
Skiltet:Bortvisninger løste ikke problemet, og familien kunne også godt se, at man ikke måtte forbyde badning. 

Derfor satte man i stedet et skilt med forbud mod nøgenbadning og regnede med, at beklædningsgenstande i passende omfang ville hæmme den seksuelle inspiration hos de badende.
Problemet var imidlertid langtfra løst, for skiltet gav anledning til en omfattende opstandelse blandt nøgenbadere, som rejste sag og involverede Politiet, Skov- og Naturstyrelsen og Naturklagenævnet, og det hele endte som en principsag i Østre Landsret.
Nøgenbadning er ikke forargeligt:Det blev ikke under sagen opklaret, om det var rigtigt, at der foregik omfattende seksuelle aktiviteter på badebroen og heller ikke, om evt. beklædningsgenstande hæmmede de seksuelle aktiviteter. Retten mente nemlig, at de problemer, der måtte være med seksuelle udfoldelser, er noget politiet skal tage sig af, og for så vidt angår nøgenhed kom det under retssagen frem, at justitsministeriet allerede i 1976 i en anden konkret sag havde skrevet til Åkirkeby Kommune, ”…at nøgenbadning ikke findes at give anledning til offentlig forargelse…”
Hvad familien og alle vi andre mener om nøgenbadning, er herefter ligegyldigt.
Hvad menes der med ”badning”:Sagen drejede sig derfor kun om, hvad der menes med ordet badning i lovens § 22.
Familien mente, at badning skal forstås som ”at gå i vandet”. Det er den naturlige fortolkning, når ordet i § 22 står ved siden af ”færdsel til fods” og ”kortvarigt ophold”. På jævnt dansk kan man sige, at man må gå, sætte eller lægge sig på en privat strand, og man må gå i vandet, men der står ikke noget i loven om, at man har ret til at være nøgen, og så skulle man jo tro, at ejeren kan forbyde nøgenhed, men familien, og alle vi andre, må konstatere, at Landsretten ikke var enig, fordi
”… ordet badning … må efter almindelig sproglig forståelse … og den samfundsmæssige udvikling forstås som omfattende nøgenbadning”.
Sådan!
Så ved vi det!
Man kan slutte med at sige, at badegæsterne i sandhed var nøgne, men den nøgne sandhed om hvad de foretog sig på badebroen, fik vi ikke.
Tja - Sådan er der så meget.

Mange hilsner fra

Hans Haages

Miljøadvokaten

+45 26 75 90 59