Vandmanden er utilfreds: ”ud med de uduelige vandløb” - endelig et indlysende rigtigt budskab i debatten om vandplaner!

Vandmanden er utilfreds.

De nye vandplaner som har til formål at øge naturværdien i det danske landskab - bl.a. ved at vores vandløb ikke længere skal oprenses i samme omfang som tidligere - fylder efterhånden mere og mere i den offentlige debat som f. eks. i Fyens Stiftstidende Lørdag den 4/8 hvor der under overskriften ”Vandmanden er ikke tilfreds” endnu en gang fortælles om vandplanerne, men denne gang – som noget nyt og befriende – med et indlysende rigtigt budskab fra Biolog og tidligere cheføkonom i Naturstyrelsen Bent Lauge Madsen i avisen kaldet ”vandmanden”

Vild uenighed.
Det er ellers svært at se hvad der er op ned i denne sag, hvor man tilsyneladende kun er enige om en ting, nemlig at når vand ikke kan løbe væk så kommer der oversvømmelser.

Hvor meget der bliver oversvømmet, hvad det koster, og om det har nogen særlig gavnlig effekt for naturen det er der vild uenighed om.

Landbrugets organisationer mener at der vil komme et tab på 3 cifrede milliardbeløb og har stævnet staten. Staten mener, at det koster 52 mill. kr. om året, og naturværdier kan ikke sådan prissættes.

Flade vandløb skal ud af planerne

Selvom ”Vandmanden”, som det fremgår af avisen, har viet meget af sit liv til at hæve naturværdien i de danske vandløb, mener han at de nye vandplaner er et stort tilbageskridt, og at de hviler på et ringe fagligt grundlag. Han mener at indsatsen i planerne skulle have været langt mere differentieret, og at de flade vandløb aldrig skulle have været taget med.

Fordi:

I flade arealer er strømmen langsom. Det er også grunden til, at man ser så mange snorlige vandløb i flade arealer – ellers bevæger vandet sig ikke, og hvis der ikke er tilstrækkelig bevægelse i vandet, så er det slet ikke muligt, at skabe naturværdi eller ”god økologisk tilstand” som det kaldes i vandplanerne. For at der kan skabes liv skal der være strøm, og hvis man ikke renser op, så kommer der mudder og vandløbet går i stå.

Det er ”Ebberød Bank” at skabe meningsløse oversvømmelser

Jeg forstår Bent Lauge Madsens synspunkt på den måde at der er mange vandløb i flade arealer, som kun vedbliver at eksistere som vandløb fordi de regelmæssigt renses op. Hvis det er rigtigt, så er det også rigtigt, at man er ude i noget der til forveksling ligner ”Ebberød Bank” hvis man vil begrænse retten til at oprense sådanne vandløb – for det får man ikke andet ud af end oversvømmelser – som er meningsløse uanset hvor store (eller små) og hvor dyre (eller ikke særligt dyre) de end måtte være.

Lad os håbe at biologerne i ministeriet vil lytte til dette indlysende rigtige budskab fra en tidligere kollega.

Nye regler om sagsbehandlingen af klager til Natur- og Miljøklagenævnet giver en tiltrængt forenkling af klagesystemet på Plan- og Miljørettens område

Nye og forenklede sagsbehandlingsregler træder i kraft 1-8-2012:

Natur- og Miljøklagenævnet er klageinstans i en lang række love herunder bl.a. Planloven, Miljøbeskyttelsesloven, Jordforureningsloven, Husdyrbrugsloven, Vandløbsloven og Naturbeskyttelsesloven.

Hver lov har hidtil haft sine egne regler om hvordan der kan klages, hvor klagen skal sendes hen og hvordan klagesagen skal behandles.

Dette er slut fra og med i dag den 1. august 2012 hvor en ny lov træder i kraft, nemlig Lov nr. 580 af 18-6-2012 som ”ensretter” sagsbehandlingsreglerne for i alt 25 forskellige love.

Sagsbehandlingsreglerne i forbindelse med klage til natur- og Miljøklagenævnet er nu i det væsentlig ens for alle love på Plan- og Miljøområdet, og det er en tiltrængt forenkling.

Link til loven:

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=142121

Indholdet af de nye sagsbehandlingsregler

• Hvor skal klagen sendes hen:
• Klagen skal sendes til den myndighed, der har truffet afgørelsen.
• Sagens behandling hos den myndighed der har truffet afgørelsen
• Den myndighed der har truffet afgørelsen skal overveje om den vil fastholde sin afgørelse
• Hvis afgørelsen fastholdes skal myndigheden senest 3 uger efter klagefristens udløb:
• Skriftligt tage stilling til de enkelte klagepunkter.
• Videresende sagen til Natur- og Miljøklagenævnet.
• Sende kopi til alle der er involveret i klagesagen
• Hvis den myndighed der har truffet afgørelsen efter at sagen er fremsendt til nævnet (undtagelsesvis) starter forhandlinger med klagerne skal nævnet orienteres.
• Sagens behandling hos Natur- og Miljøklagenævnet
• Frist for bemærkninger
• Klagerne og evt. andre som har (såkaldt) retlig interesse i sagen har – når de har fået besked om at sagen er videresendt - en frist på 3 uger til at sende evt. yderligere kommentarer til Natur- og Miljøklagenævnet.
• Ved evt. forhandlinger
• Nævnet kan – men skal ikke nødvendigvis – midlertidigt stoppe sagsbehandlingen hvis der startes forhandlinger mellem klager og den myndighed der har truffet afgørelsen.
• Kun behandle de forhold der er klaget over?
• Nævnet skal som udgangspunkt kun behandle de forhold, der er klaget over.
• Der er eksempler på at Natur- og Miljøklagenævnet på visse sagsområder hidtil brugt unødvendigt mange ressourcer på at behandle spørgsmål, som der ikke er klaget over.
• Afgørelse eller hjemvisning
• Der er nu i Loven om Natur- og Miljøklagenævnet indført en ny regel i § 12b hvor der står:
• ”Nævnet skal, når en sag undtagelsesvis hjemvises, redegøre for nævnets overvejelser i forbindelse med behandlingen af de klagepunkter, der har ført til hjemvisningen. Nævnet skal ligeledes vejlede myndigheden i 1. instans om, hvorledes sagen på disse punkter skal behandles.”
• Natur- og miljøklagenævnet har altid haft (og har fortsat) den mulighed at man kan hjemvise en sag d.v.s. sende sagen tilbage til ny behandling hos den myndighed der har truffet afgørelsen
• Formålet med den nye regel er at nævnet skal færdigbehandle flere sager eller i al fald give grundig, operationel vejledning, hvis der hjemvises.

Bag facaden på facadereglerne – facadeballade i Nyborg

Må ikke skilte som andre

Under overskriften ”Atter facaballade” kunne man i stiftstidende den 23 juni læse, at ejendomsmægler Palle Reimer ikke kan få godkendt sit forslag til facadeskiltning på en ny boligbutik i baggersgade 4 i Nyborg, selv om forslaget ikke afviger meget fra facadeskiltningen andre steder i byen.

Kommunen er enig, men….

Kommunen er enig i, at der er mange eksempler på skiltning magen til Palle Reimers, som kommunen ikke griber ind overfor, men det skyldes ifølge formanden for erhvervs og udviklingsudvalget Hans Henrik Kongsmark ”…at facaderne er udformet inden nye regler trådte i kraft – her kan vi ikke med loven i hånden kræve facaderne ændret. Men de nye butikker – som Palle Reimers – er underlagt de nye regler…”

Reglerne

De regler der tales om står i Nyborg Kommunes lokalplan nr. 142 fra 9. oktober 2006 og i et tillæg som blev vedtaget 14. februar 2012.

se:

http://www.kulturarv.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/fysisk_planlaegning/dokumenter/lp_142_Nyborg2.pdf

og

http://www.nyborg.dk/~/media/Files/Nyborg_DK/Borger/BoligFlytningBygegeri/Lokalplaner/Planomraade1/lokpl%20suppl%20142%20endv.ashx

Formålet med planerne

Lokalplan nr. 142 indeholder ikke alene en lang række flotte fotos af Nyborgs smukke gamle bevaringsværdige huse, men også en spændende gennemgang af byens historie, og tager man de ”politiske briller” på kan man kun være enig i formålet nemlig at bevare det historiske miljø ved at skabe et levende bymiljø

Det er spændende læsning, som bestemt kan anbefales

Bag facaden på facadereglerne

Tager man de ”juridiske briller” på, og går om bag facaden på facadereglerne, må man også være enig med Hans Henrik Kongsmark, selv om det ser mærkeligt ud, at der kan være store forskelle på hvad der er lovligt henholdsvis det ene og det andet sted.

Det er nemlig rigtigt, at lokalplaner kun gælder for fremtidige forhold, og man kan ikke med en lokalplan tvinge nogen til at lave om på eksisterende forhold.

Derfor vil der altid være en periode, hvor der gælder forskellige regler for henholdsvis gamle og nye butikker. Det må man finde sig i, for sådan er systemet indrettet.

”Den succesfulde påfyldning af olietanken” – om olietyveri, oliespild og andre hændelser

Olietyveriet på Agernæsmindevej

Under overskriften ”Oliespild er et dybt hul i jorden” og ledsaget af et foto af en faretruende udgravning fortælles der i dag i Stiftstidende sektion 2 side 23 om, at et tyveri af olie til en værdi af ca. 10.000 kr. fra ejendommen Agernæsmindevej 23 har medført, at der nu skal renses op for ca. 2,7 mill. kr. Det hele begyndte med en tom olietank, og (som der står i avisen):

 ”…da olieselskabet ruller forbi for anden eller tredje gang for at putte frisk olie i tanken, tager balladen fart. Da manden skal starte oliefyret, så ser han, at der løber en tyk stråle fra et hul midt på olietanken. Nogen har på et tidspunkt boret hul i tanken og stjålet 600 til 800 liter fyringsolie…”

Tyven er utvivlsomt ligeglad med hvor meget det koster at rydde op efter ham, men det er frustrerende, at forsikringsselskaberne og dermed indirekte os alle skal påføres en så vanvittig udgift, blot fordi nogen vil spare 10.000 kr. - og hvad kan vi så bruge det til - ikke meget - for sådan er det jo ofte med tyverier. Det juridisk interessante ved denne hændelse – og det man bør tage ved lære af - er, at der gik nogen tid – og dermed løb en del olie ud - inden hullet blev opdaget.

Hvem burde have opdaget det og hvornår ?

Den succesfulde påfyldning af olietanken

Som der også står i samme artikel så er olietyverier populære og der har været en del hændelser.

Jeg synes at det er på sin plads at berette om en af de mere ”farverige” af slagsen – en sandfærdig beretning fra hverdagslivet – som jeg har valgt at kalde ”Den succesfulde påfyldning af olietanken”, fordi det var det udtryk som en af mine kolleger valgte bruge under en efterfølgende retssag – et udtryk som var mildt sagt misvisende i sammenhængen.

Beretningen lyder således:

Påfyldningen af olietanken

En dag i oktober ankom en olietankbil til en sjællandsk ejendom, hvor olieselskabet havde en aftale om automatisk levering efter ”graddage”. Chaufføren rullede slangen ud, skruede låget af, fyldte tanken op med 1.160 ltr. fyringsolie, skruede låget på, rullede slangen sammen, efterlod en meddelelse om leveringen og kørte igen.

Alt i alt endnu en rimelig kedsommelig uproblematisk opgave løst på bedste vis, hvis det ikke lige havde været fordi, den pågældende olietank ikke var tilsluttet til noget som helst, hvilket selvfølgelig betød at olien, der lige var påfyldt, uhindret løb ud ad afgangsrøret i den anden ende af tanken og ned på jorden.

Det sjællandske ægtepar, lad os kalde dem Andersen, som forholdsvis kort forinden havde købt ejendommen, konstaterede samme dag, at de godt nok havde mistet det meste af 1.160 ltr. fyringsolie, men at de til gengæld var blevet ”beriget” med et naturfænomen, som vistnok er uhyre sjældent på vore breddegrader, nemlig en boblende oliesø på ejendommen.

Når olietanken ikke var tilsluttet, skyldtes det, at det var en ny (brugt) tank, som hr. Andersen havde købt af en kollega. Den gamle tank, som fortsat var tilsluttet og funktionsdygtig, stod, hvor den hele tiden havde stået, nemlig i garagen, og det var til denne tank, at olieselskabet regelmæssigt havde leveret olie. Aftalen om levering af olie efter graddage var ikke indgået med familien Andersen men med den tidligere ejer af ejendommen.

Den nye tank stod udenfor garagen, og hr. Andersen var ved at bygge et skur uden om den. Der skulle komme en smed og slutte den til, men smeden havde altså desværre endnu ikke været der, da olietankbilen kom.

Familien Andersen gjorde det rigtige (og det eneste lovlige), de ringede til kommunen.

Hvad siger loven om oliespild

Hvis man handler uforsvarligt, så skal man rydde op, og det gælder for alle – både private og erhvervsdrivende.

I den konkrete sag betød det, at hvis chaufføren burde have vidst, at tanken ikke var tilsluttet og at olien løb ud i den anden ende, så var det selskabets ansvar at rydde op.

Som erhvervsdrivende har man desuden et såkaldt objektivt ansvar, d.v.s. man er forpligtet til at rydde op hvis man spilder olie, uanset om man har eller ikke har handlet uforsvarligt.

Det betyder for et olieselskabs vedkommende, at man har det fulde ansvar indtil olien er fyldt på tanken.

Påbud til olieselskabet

Kommunen krævede, at olieselskabet (og ikke ejeren) skulle rydde op og skrev bl.a.:

”Da forureningen er sket i forbindelse med påfyldningen, påbydes De hermed i.h.t. § 40 i jordforureningsloven at foretage undersøgelse af forureningens udbredelse samt klarlægge, hvordan følgerne af forureningen kan afhjælpes”

Olieselskabet (d.v.s. selskabets forsikringsselskab) betalte i første omgang for oprydningen, men krævede pengene refunderet af kommunen.

Selskabet mente nemlig, at kravet om undersøgelser (og oprydning) var ulovligt.

Afgangsrøret fra tanken var nemlig kun 3 m.m. i diameter og ikke særligt synligt, så det kunne godt passe når chaufføren sagde, at han ikke havde haft grund til mistanke om, at der skulle være noget galt, og selskabet mente ikke at forureningen var ”sket fra selskabets tankbil” men derimod fra kundens egen mangelfulde tank – hvad der jo teknisk set også var rigtigt.

Selskabets mente at ansvaret var ophørt ved (som man kaldte det) ”Den succesfulde påfyldning af olietanken”.

Sagen blev herefter ført i alle instanser, og den endte i Højesteret.

Der var ikke megen tvivl om at chaufføren var i såkaldt god tro, og det, som retten skulle afgøre, var altså, om den såkaldte succesfulde påfyldning af olietanken kunne ”gælde for” en ”aflevering”.

Afgørelsen:

Højesteret ”skar igennem” og afgjorde sagen på den mest simple og den eneste rigtige måde.

Det kan godt være, at olieselskabets ansvar for olien ophører ved påfyldning på en tank, og det kan også godt være, at der forelå en aftale om automatisk påfyldning, men aftalen var indgået med den tidligere ejer og vedrørte den gamle tank.

Olieselskabet kunne naturligvis ikke slippe for ansvar ved at komme og fylde den forkerte tank op.

Tja – så er det, at man siger til sig selv: ”Det er da oplagt”, og i øvrigt forekommer det at være noget af en overdrivelse ligefrem, at kalde påfyldningen ”succesfuld”, når man tænker på, at olien løb ud i den anden ende. Det udtryk kunne man godt have undladt.

Hvad kan man lære af det

Familien Andersen var ikke selv part i sagen, fordi kommunen ”gik efter” olieselskabet. men sagen kunne godt være blevet ”farlig” for familien Andersen, for alt andet lige er det naturligvis ikke forsvarligt at undlade at tilslutte sin olietank eller at opstille en utilsluttet brugt tank på en måde, så der kunne ske forvekslinger, og det er også rigtigt hvad der står i avisen i dag, nemlig at man skal holde øje med sit olieforbrug, så evt. utætheder hurtigt bliver opdaget. Gør man ikke det, så har man ansvaret for den ekstra olie der løber ud, og det er jo ikke sikkert, at forsikringen dækker.

Flyvende plæneklippere igen – Afgørelsen

Så kom afgørelsen om motor eller ikke motor på svævefly der letter fra Nr. Broby, og det blev til et afslag. Afgørelsen kan ses på

:http://www.faaborgmidtfyn.dk/demokrati-og-politik/afgoerelser-og-hoeringer/landzoneafslag/anvendelse-af-motorsvaevefly-voejstrupvej-19-a-5672-broby/

Flyvepladsens problem er at den ligger i landzone og i planloven står der (sagt lidt forenklet) at man ikke uden tilladelse må etablere nogen anden form for virksomhed end landbrug i landzonen.

Meningen er at det åbne land skal forblive et landskab uden for mange virksomheder, reklameskilte beboelsesejendomme og andre forstyrrende anlæg.

Når det drejer sig om virksomheder (og en flyveplads må i denne sammenhæng sidestilles med en virksomhed), så er landzonen forbeholdt landbruget, og hvis der skal tillades andet end landbrug, skal der som udgangspunkt være tale om virksomheder der hører naturligt hjemme i det åbne land.

Det mener kommunen ikke, at en flyveplads gør og det er hovedårsagen til at afgørelsen bliver et afslag, eller sagt med andre ord, hvis flyvepladsen skulle etableres i dag, så fik den slet ikke lov til at ligge hvor den gør.

Kommunen har lagt vægt på naboindsigelser og det forhold, at der ligger beboelser tæt på, men det er ikke den egentlige begrundelse.

Den egentlige begrundelse er som sagt, at der ikke skal være en flyveplads på det pågældende sted, og derfor har kommunen heller ikke taget stilling om et motorsvævefly er et motorfly i gængs forstand. Det er nemlig ikke nødvendigt således som kommunen ser sagen, medmindre flyvepladsen vil hævde, at det slet ikke er nødvendigt med en tilladelse.

Hvad angår støjen har kommunen tidligere skønnet, at den ikke ville blive overvældende. Det siges nemlig i afgørelsen: ”miljøafdelingen har den 4 november2010 …..afgjort at det ikke er godkendelsespligtigt at gennemføre 500 operationer årligt, hvis der ikke i en enkelt måden udføre over 100 operationer..”

Det betyder med andre ord, at hvis man ellers tillod en flyveplads, så ville man også tillade den støj der følger af 500 operationer årligt (dog max 100 pr. mdr.), og klagefristen for den afgørelse er for længst udløbet.

Sti i Teglværksskoven nedlægges – hvad siger loven om stier?

Sagen

Under overskriften ”Populær strandsti forsvinder” kunne man den 12 maj i Stiftstidende læse, at Natur- og miljøklagenævnet har tilladt nedlæggelse af en sti i Teglværksskoven - en sti som efter kommunens skøn har været benyttet af Nyborgs borgere siden 1842, og som kommunen derfor ikke mente kunne nedlægges. Ejeren af en restaurant og 2 ferieboliger mente noget andet nemlig: …at passagen mellem ferielejlighederne og Teglværksskovens serveringsterrasse bliver for snæver…at der er en anden sti til stranden og at den er kortere…” og ejeren har altså nu fået Natur- og miljøklagenævnets ord for, at han godt må nedlægge stien.

Hvad siger loven:

Naturbeskyttelseslovens § 26 giver ret til at gå eller cykle på alle stier i det åbne land, og hvis ejeren forbyder dette, kan man klage til kommunen, som så kan ophæve forbuddet, og det gør kommunen næsten altid, uanset hvor generende det er for ejeren.

For ejeren er der derfor kun en vej frem nemlig at fjerne stien (d.v.s. at nedlægge den).

I lovens § 26a står der ”Nedlæggelse af …..stier, der …..fører til de naturtyper, der er omfattet af §§ 22-25 (d.v.s. bla. strande)…..må tidligst ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen…..Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder.”

Det afgørende er altså ikke, om det er generende for den der lægger jord til stien. Der er mange afgørelser, som viser, at generne for ejeren er næsten uden betydning.  

Det afgørende er om stien har rekreativ betydning for offentligheden. Har den ikke det, så kan den nedlægges, og selvom den har rekreativ betydning, så kan den alligevel nedlægges, hvis der er eller etableres en anden adgang. Det er dog en (”uskreven”) betingelse, at denne anden adgang skal være mindst lige så god og i nogle tilfælde bedre end den der nedlægges.

Hvad betyder afgørelsen

Myndighederne kan og skal ikke tage stilling til betydningen af, at borgerne har brugt stien siden 1842. Det er alene en sag mellem borgerne og ejeren af ejendommen, for sagen handler om Naturbeskyttelsesloven, som ikke beskytter eventuelle private færdselsrettigheder.

 Afgørelsen betyder derfor kun, at borgerne (”offentligheden”) ikke længere ”med naturbeskyttelseslovens § 26 i hånden” frit kan færdes på stien.

Det er ikke afgjort om nogen har en særlig ret til færdsel f. eks. fordi er er en aftale eller fordi nogen -  ved meget lang tids brug - har vundet hævd på en ret til at gå på stien.

Hvordan man vinder hævd er en lang historie som må vente til en anden gang.

Her og nu skal det blot siges, at det er rigtig svært at vinde hævd på ret til færdsel, og at der i al fald ikke kan opstå en ret som gælder et helt samfund, så det forhold at alle og enhver har brugt stien siden 1842 betyder altså ikke at der er vundet hævd.

Skovparken kræver Frihed - en kommentar

Det var med undren jeg den 4 maj læste artiklen i sektion 2 side 27 i Stiftstidende hvor der med overskriften  ”Skovparken kræver frihed”  berettes om hvorledes en 40 år gammel lokalplan i Nyborg er gået så meget i glemmebogen, at man åbenbart har bygget både raftehegn og carporte, der hvor der ellers skulle plantes nøje definerede 4 meter brede grønne hegn.

Min undren skyldes ikke at planens bestemmelser er gået i glemmebogen (det sker faktisk ind i mellem) og heller ikke at kommunen åbenbart har opgivet at håndhæve den gamle lokalplan og i stedet er gået i gang med at lave en ny lokalplan (det sker også en gang imellem).

Min undren skyldes følgende bemærkning:

”….de 115 grundejere nøjes ikke med at protestere, men fremsætter selv et kompromisforslag …. Faste hegn der i dag er bandlyst skal have lov at blive stående ……byggelinjen flyttes 2 meter så eksisterende carporte ikke skal rives ned som følge af den nye lokalplan ….”

Nu står der jo ikke noget om, hvem der har den opfattelse, at en ny lokalplan skal kunne medføre, at eksisterende plankeværker og/eller carporte skal rives ned, men uanset hvem der har en sådan opfattelse, så er den fuldstændig forkert.

Det ligger helt fast at man ikke med en lokalplan kan tvinge borgerne til at nedrive lovlige plankeværker og bygninger.

Lokalplaner gælder nemlig kun fremtidige forhold.

Så hvis kommunen virkelig har opgivet at håndhæve den gamle lokalplan, så kan man næppe betegne det allerede opførte som ulovligt, og så behøver grundejerne ikke frygte for det de allerede har opført.