Naboerne – en anderledes krigsfilm

Krigen.
Film man har set som ung, har ofte en særlig aura omkring sig, i al fald indtil man genser dem som (meget) voksen, for et gensyn kan af og til være skuffende.  Det var derfor også med blandede følelser, at jeg forleden dag, satte mig til at (gen)se Leif Panduros og Bent Christensens film fra 60´erne, nemlig ”Naboerne” som blev sendt i fjernsynet. Men jeg blev ikke skuffet. ”Naboerne” er i sandhed et filmisk mesterværk, og næsten som god vin er den kun blevet bedre af at have lagret i mange år.

Hovedtemaet er naturligvis stadig krigen der uafvendeligt kommer uden at nogen af parterne egentlig ønsker det, godt hjulpet på vej af ”krigens købmænd” i form af den hykleriske afholdsmand - landkøbmand & maskinhandler Krause der leverer alt fra portvin under disken over opflammende taler til elhegn, mejetærskere og nedbrydningsmaskiner, og som i slutscenen - mens begge familier med håndskubbede kærrer drager bort fra slagmarkens sortsvedne ruiner - vender sig mod kameraet, med tårerne løbende ned ad kinderne og spørger -  ”HVORFOR !”.

I øjenhøjde.

Ja det er en krigsfilm, men det er en anderledes krigsfilm. Den er nemlig helt nede i øjenhøjde hvor alle kan være med, og så er den på samme tid både komisk og tragisk.
Komisk fordi den rummer en perlerække af helt groteske overskridelser af almindelig god opførsel mellem naboer - altså overskridelser af den såkaldte naboretlige tålegrænse som f. eks. væltning af flagstænger - afluring gennem hul i plankeværk - højttalere på fuld tryk i vinduet (Ja – der kom juraen J - men det er en anden snak – som jeg vender tilbage til) og tragisk fordi det er tydeligt, at begge parter egentlig ønsker det anderledes.

”Henrettelsen”

Endelig rummer den nogle helt udødelige skuespilpræstationer, som f. eks. hvor fabrikant Sandelund (i skikkelse af John Price) har narret tandlæge Gormsen (i skikkelse af Ebbe Rode) til at tro, at Sandelund igen har parkeret sin bil foran Gormsens garage. Sandelund parkerer nemlig en bil, som tilhører fru Sandelunds engelske gæst, men som i øvrigt er helt magen til Sandelunds egen, foran Gormsens garage. Gormsen tror naturligvis (som ventet), at der er Sandelunds bil, så han meddeler, at han agter at flytte den stykke for stykke, hvis Sandelund ikke selv vil gøre det. Det synes Sandelund da at han skulle ta´ at gøre, og så går Gormsen amok med en mukkert, hamrer bogstaveligt talt bilen i småstykker, og flytter den mens Sandelund ind imellem ligefrem vejleder Gormsen om den mest effektive måde at splitte bilen ad på.

John Price leverer her en mesterlig præstation i form af skjult skadefryd, der nærmest bobler over mens han overværer ”henrettelsen” af bilen, og glæder sig til det øjeblik, hvor det vil gå op for Gormsen, at det er en forkert bil han er i færd med at flytte stykke for stykke.

Ros til dem der valgte at genudsende filmen - en anbefaling til dem der endnu ikke har set den – og sidst men ikke mindst – måske burde jeg skrive nogle indlæg om Naboret – det vil jeg overveje J

P.S. ! Filmen genudsendes på lørdag den 7/4 kl. 15.25 på DR 2