Bag facaden på facadereglerne – facadeballade i Nyborg

Må ikke skilte som andre

Under overskriften ”Atter facaballade” kunne man i stiftstidende den 23 juni læse, at ejendomsmægler Palle Reimer ikke kan få godkendt sit forslag til facadeskiltning på en ny boligbutik i baggersgade 4 i Nyborg, selv om forslaget ikke afviger meget fra facadeskiltningen andre steder i byen.

Kommunen er enig, men….

Kommunen er enig i, at der er mange eksempler på skiltning magen til Palle Reimers, som kommunen ikke griber ind overfor, men det skyldes ifølge formanden for erhvervs og udviklingsudvalget Hans Henrik Kongsmark ”…at facaderne er udformet inden nye regler trådte i kraft – her kan vi ikke med loven i hånden kræve facaderne ændret. Men de nye butikker – som Palle Reimers – er underlagt de nye regler…”

Reglerne

De regler der tales om står i Nyborg Kommunes lokalplan nr. 142 fra 9. oktober 2006 og i et tillæg som blev vedtaget 14. februar 2012.

se:

http://www.kulturarv.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/fysisk_planlaegning/dokumenter/lp_142_Nyborg2.pdf

og

http://www.nyborg.dk/~/media/Files/Nyborg_DK/Borger/BoligFlytningBygegeri/Lokalplaner/Planomraade1/lokpl%20suppl%20142%20endv.ashx

Formålet med planerne

Lokalplan nr. 142 indeholder ikke alene en lang række flotte fotos af Nyborgs smukke gamle bevaringsværdige huse, men også en spændende gennemgang af byens historie, og tager man de ”politiske briller” på kan man kun være enig i formålet nemlig at bevare det historiske miljø ved at skabe et levende bymiljø

Det er spændende læsning, som bestemt kan anbefales

Bag facaden på facadereglerne

Tager man de ”juridiske briller” på, og går om bag facaden på facadereglerne, må man også være enig med Hans Henrik Kongsmark, selv om det ser mærkeligt ud, at der kan være store forskelle på hvad der er lovligt henholdsvis det ene og det andet sted.

Det er nemlig rigtigt, at lokalplaner kun gælder for fremtidige forhold, og man kan ikke med en lokalplan tvinge nogen til at lave om på eksisterende forhold.

Derfor vil der altid være en periode, hvor der gælder forskellige regler for henholdsvis gamle og nye butikker. Det må man finde sig i, for sådan er systemet indrettet.

”Den succesfulde påfyldning af olietanken” – om olietyveri, oliespild og andre hændelser

Olietyveriet på Agernæsmindevej

Under overskriften ”Oliespild er et dybt hul i jorden” og ledsaget af et foto af en faretruende udgravning fortælles der i dag i Stiftstidende sektion 2 side 23 om, at et tyveri af olie til en værdi af ca. 10.000 kr. fra ejendommen Agernæsmindevej 23 har medført, at der nu skal renses op for ca. 2,7 mill. kr. Det hele begyndte med en tom olietank, og (som der står i avisen):

 ”…da olieselskabet ruller forbi for anden eller tredje gang for at putte frisk olie i tanken, tager balladen fart. Da manden skal starte oliefyret, så ser han, at der løber en tyk stråle fra et hul midt på olietanken. Nogen har på et tidspunkt boret hul i tanken og stjålet 600 til 800 liter fyringsolie…”

Tyven er utvivlsomt ligeglad med hvor meget det koster at rydde op efter ham, men det er frustrerende, at forsikringsselskaberne og dermed indirekte os alle skal påføres en så vanvittig udgift, blot fordi nogen vil spare 10.000 kr. - og hvad kan vi så bruge det til - ikke meget - for sådan er det jo ofte med tyverier. Det juridisk interessante ved denne hændelse – og det man bør tage ved lære af - er, at der gik nogen tid – og dermed løb en del olie ud - inden hullet blev opdaget.

Hvem burde have opdaget det og hvornår ?

Den succesfulde påfyldning af olietanken

Som der også står i samme artikel så er olietyverier populære og der har været en del hændelser.

Jeg synes at det er på sin plads at berette om en af de mere ”farverige” af slagsen – en sandfærdig beretning fra hverdagslivet – som jeg har valgt at kalde ”Den succesfulde påfyldning af olietanken”, fordi det var det udtryk som en af mine kolleger valgte bruge under en efterfølgende retssag – et udtryk som var mildt sagt misvisende i sammenhængen.

Beretningen lyder således:

Påfyldningen af olietanken

En dag i oktober ankom en olietankbil til en sjællandsk ejendom, hvor olieselskabet havde en aftale om automatisk levering efter ”graddage”. Chaufføren rullede slangen ud, skruede låget af, fyldte tanken op med 1.160 ltr. fyringsolie, skruede låget på, rullede slangen sammen, efterlod en meddelelse om leveringen og kørte igen.

Alt i alt endnu en rimelig kedsommelig uproblematisk opgave løst på bedste vis, hvis det ikke lige havde været fordi, den pågældende olietank ikke var tilsluttet til noget som helst, hvilket selvfølgelig betød at olien, der lige var påfyldt, uhindret løb ud ad afgangsrøret i den anden ende af tanken og ned på jorden.

Det sjællandske ægtepar, lad os kalde dem Andersen, som forholdsvis kort forinden havde købt ejendommen, konstaterede samme dag, at de godt nok havde mistet det meste af 1.160 ltr. fyringsolie, men at de til gengæld var blevet ”beriget” med et naturfænomen, som vistnok er uhyre sjældent på vore breddegrader, nemlig en boblende oliesø på ejendommen.

Når olietanken ikke var tilsluttet, skyldtes det, at det var en ny (brugt) tank, som hr. Andersen havde købt af en kollega. Den gamle tank, som fortsat var tilsluttet og funktionsdygtig, stod, hvor den hele tiden havde stået, nemlig i garagen, og det var til denne tank, at olieselskabet regelmæssigt havde leveret olie. Aftalen om levering af olie efter graddage var ikke indgået med familien Andersen men med den tidligere ejer af ejendommen.

Den nye tank stod udenfor garagen, og hr. Andersen var ved at bygge et skur uden om den. Der skulle komme en smed og slutte den til, men smeden havde altså desværre endnu ikke været der, da olietankbilen kom.

Familien Andersen gjorde det rigtige (og det eneste lovlige), de ringede til kommunen.

Hvad siger loven om oliespild

Hvis man handler uforsvarligt, så skal man rydde op, og det gælder for alle – både private og erhvervsdrivende.

I den konkrete sag betød det, at hvis chaufføren burde have vidst, at tanken ikke var tilsluttet og at olien løb ud i den anden ende, så var det selskabets ansvar at rydde op.

Som erhvervsdrivende har man desuden et såkaldt objektivt ansvar, d.v.s. man er forpligtet til at rydde op hvis man spilder olie, uanset om man har eller ikke har handlet uforsvarligt.

Det betyder for et olieselskabs vedkommende, at man har det fulde ansvar indtil olien er fyldt på tanken.

Påbud til olieselskabet

Kommunen krævede, at olieselskabet (og ikke ejeren) skulle rydde op og skrev bl.a.:

”Da forureningen er sket i forbindelse med påfyldningen, påbydes De hermed i.h.t. § 40 i jordforureningsloven at foretage undersøgelse af forureningens udbredelse samt klarlægge, hvordan følgerne af forureningen kan afhjælpes”

Olieselskabet (d.v.s. selskabets forsikringsselskab) betalte i første omgang for oprydningen, men krævede pengene refunderet af kommunen.

Selskabet mente nemlig, at kravet om undersøgelser (og oprydning) var ulovligt.

Afgangsrøret fra tanken var nemlig kun 3 m.m. i diameter og ikke særligt synligt, så det kunne godt passe når chaufføren sagde, at han ikke havde haft grund til mistanke om, at der skulle være noget galt, og selskabet mente ikke at forureningen var ”sket fra selskabets tankbil” men derimod fra kundens egen mangelfulde tank – hvad der jo teknisk set også var rigtigt.

Selskabets mente at ansvaret var ophørt ved (som man kaldte det) ”Den succesfulde påfyldning af olietanken”.

Sagen blev herefter ført i alle instanser, og den endte i Højesteret.

Der var ikke megen tvivl om at chaufføren var i såkaldt god tro, og det, som retten skulle afgøre, var altså, om den såkaldte succesfulde påfyldning af olietanken kunne ”gælde for” en ”aflevering”.

Afgørelsen:

Højesteret ”skar igennem” og afgjorde sagen på den mest simple og den eneste rigtige måde.

Det kan godt være, at olieselskabets ansvar for olien ophører ved påfyldning på en tank, og det kan også godt være, at der forelå en aftale om automatisk påfyldning, men aftalen var indgået med den tidligere ejer og vedrørte den gamle tank.

Olieselskabet kunne naturligvis ikke slippe for ansvar ved at komme og fylde den forkerte tank op.

Tja – så er det, at man siger til sig selv: ”Det er da oplagt”, og i øvrigt forekommer det at være noget af en overdrivelse ligefrem, at kalde påfyldningen ”succesfuld”, når man tænker på, at olien løb ud i den anden ende. Det udtryk kunne man godt have undladt.

Hvad kan man lære af det

Familien Andersen var ikke selv part i sagen, fordi kommunen ”gik efter” olieselskabet. men sagen kunne godt være blevet ”farlig” for familien Andersen, for alt andet lige er det naturligvis ikke forsvarligt at undlade at tilslutte sin olietank eller at opstille en utilsluttet brugt tank på en måde, så der kunne ske forvekslinger, og det er også rigtigt hvad der står i avisen i dag, nemlig at man skal holde øje med sit olieforbrug, så evt. utætheder hurtigt bliver opdaget. Gør man ikke det, så har man ansvaret for den ekstra olie der løber ud, og det er jo ikke sikkert, at forsikringen dækker.

Flyvende plæneklippere igen – Afgørelsen

Så kom afgørelsen om motor eller ikke motor på svævefly der letter fra Nr. Broby, og det blev til et afslag. Afgørelsen kan ses på

:http://www.faaborgmidtfyn.dk/demokrati-og-politik/afgoerelser-og-hoeringer/landzoneafslag/anvendelse-af-motorsvaevefly-voejstrupvej-19-a-5672-broby/

Flyvepladsens problem er at den ligger i landzone og i planloven står der (sagt lidt forenklet) at man ikke uden tilladelse må etablere nogen anden form for virksomhed end landbrug i landzonen.

Meningen er at det åbne land skal forblive et landskab uden for mange virksomheder, reklameskilte beboelsesejendomme og andre forstyrrende anlæg.

Når det drejer sig om virksomheder (og en flyveplads må i denne sammenhæng sidestilles med en virksomhed), så er landzonen forbeholdt landbruget, og hvis der skal tillades andet end landbrug, skal der som udgangspunkt være tale om virksomheder der hører naturligt hjemme i det åbne land.

Det mener kommunen ikke, at en flyveplads gør og det er hovedårsagen til at afgørelsen bliver et afslag, eller sagt med andre ord, hvis flyvepladsen skulle etableres i dag, så fik den slet ikke lov til at ligge hvor den gør.

Kommunen har lagt vægt på naboindsigelser og det forhold, at der ligger beboelser tæt på, men det er ikke den egentlige begrundelse.

Den egentlige begrundelse er som sagt, at der ikke skal være en flyveplads på det pågældende sted, og derfor har kommunen heller ikke taget stilling om et motorsvævefly er et motorfly i gængs forstand. Det er nemlig ikke nødvendigt således som kommunen ser sagen, medmindre flyvepladsen vil hævde, at det slet ikke er nødvendigt med en tilladelse.

Hvad angår støjen har kommunen tidligere skønnet, at den ikke ville blive overvældende. Det siges nemlig i afgørelsen: ”miljøafdelingen har den 4 november2010 …..afgjort at det ikke er godkendelsespligtigt at gennemføre 500 operationer årligt, hvis der ikke i en enkelt måden udføre over 100 operationer..”

Det betyder med andre ord, at hvis man ellers tillod en flyveplads, så ville man også tillade den støj der følger af 500 operationer årligt (dog max 100 pr. mdr.), og klagefristen for den afgørelse er for længst udløbet.

Sti i Teglværksskoven nedlægges – hvad siger loven om stier?

Sagen

Under overskriften ”Populær strandsti forsvinder” kunne man den 12 maj i Stiftstidende læse, at Natur- og miljøklagenævnet har tilladt nedlæggelse af en sti i Teglværksskoven - en sti som efter kommunens skøn har været benyttet af Nyborgs borgere siden 1842, og som kommunen derfor ikke mente kunne nedlægges. Ejeren af en restaurant og 2 ferieboliger mente noget andet nemlig: …at passagen mellem ferielejlighederne og Teglværksskovens serveringsterrasse bliver for snæver…at der er en anden sti til stranden og at den er kortere…” og ejeren har altså nu fået Natur- og miljøklagenævnets ord for, at han godt må nedlægge stien.

Hvad siger loven:

Naturbeskyttelseslovens § 26 giver ret til at gå eller cykle på alle stier i det åbne land, og hvis ejeren forbyder dette, kan man klage til kommunen, som så kan ophæve forbuddet, og det gør kommunen næsten altid, uanset hvor generende det er for ejeren.

For ejeren er der derfor kun en vej frem nemlig at fjerne stien (d.v.s. at nedlægge den).

I lovens § 26a står der ”Nedlæggelse af …..stier, der …..fører til de naturtyper, der er omfattet af §§ 22-25 (d.v.s. bla. strande)…..må tidligst ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til kommunalbestyrelsen…..Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder.”

Det afgørende er altså ikke, om det er generende for den der lægger jord til stien. Der er mange afgørelser, som viser, at generne for ejeren er næsten uden betydning.  

Det afgørende er om stien har rekreativ betydning for offentligheden. Har den ikke det, så kan den nedlægges, og selvom den har rekreativ betydning, så kan den alligevel nedlægges, hvis der er eller etableres en anden adgang. Det er dog en (”uskreven”) betingelse, at denne anden adgang skal være mindst lige så god og i nogle tilfælde bedre end den der nedlægges.

Hvad betyder afgørelsen

Myndighederne kan og skal ikke tage stilling til betydningen af, at borgerne har brugt stien siden 1842. Det er alene en sag mellem borgerne og ejeren af ejendommen, for sagen handler om Naturbeskyttelsesloven, som ikke beskytter eventuelle private færdselsrettigheder.

 Afgørelsen betyder derfor kun, at borgerne (”offentligheden”) ikke længere ”med naturbeskyttelseslovens § 26 i hånden” frit kan færdes på stien.

Det er ikke afgjort om nogen har en særlig ret til færdsel f. eks. fordi er er en aftale eller fordi nogen -  ved meget lang tids brug - har vundet hævd på en ret til at gå på stien.

Hvordan man vinder hævd er en lang historie som må vente til en anden gang.

Her og nu skal det blot siges, at det er rigtig svært at vinde hævd på ret til færdsel, og at der i al fald ikke kan opstå en ret som gælder et helt samfund, så det forhold at alle og enhver har brugt stien siden 1842 betyder altså ikke at der er vundet hævd.

Skovparken kræver Frihed - en kommentar

Det var med undren jeg den 4 maj læste artiklen i sektion 2 side 27 i Stiftstidende hvor der med overskriften  ”Skovparken kræver frihed”  berettes om hvorledes en 40 år gammel lokalplan i Nyborg er gået så meget i glemmebogen, at man åbenbart har bygget både raftehegn og carporte, der hvor der ellers skulle plantes nøje definerede 4 meter brede grønne hegn.

Min undren skyldes ikke at planens bestemmelser er gået i glemmebogen (det sker faktisk ind i mellem) og heller ikke at kommunen åbenbart har opgivet at håndhæve den gamle lokalplan og i stedet er gået i gang med at lave en ny lokalplan (det sker også en gang imellem).

Min undren skyldes følgende bemærkning:

”….de 115 grundejere nøjes ikke med at protestere, men fremsætter selv et kompromisforslag …. Faste hegn der i dag er bandlyst skal have lov at blive stående ……byggelinjen flyttes 2 meter så eksisterende carporte ikke skal rives ned som følge af den nye lokalplan ….”

Nu står der jo ikke noget om, hvem der har den opfattelse, at en ny lokalplan skal kunne medføre, at eksisterende plankeværker og/eller carporte skal rives ned, men uanset hvem der har en sådan opfattelse, så er den fuldstændig forkert.

Det ligger helt fast at man ikke med en lokalplan kan tvinge borgerne til at nedrive lovlige plankeværker og bygninger.

Lokalplaner gælder nemlig kun fremtidige forhold.

Så hvis kommunen virkelig har opgivet at håndhæve den gamle lokalplan, så kan man næppe betegne det allerede opførte som ulovligt, og så behøver grundejerne ikke frygte for det de allerede har opført.

Odense, Vejle og Fredricia som frikommuner – stort ståhej for næsten ingenting – i al fald når det gælder plan- og Miljøret – medmindre man bor i Viborg!

Formålet

I regeringsgrundlaget for den nye regering stod der, at man ville etablere flere forsøg med frikommuner, og økonomi og indenrigsministeriet har derfor nu udsendt et forslag til ”Lov om frikommuner”, som skal gælde for Fredensborg, Fredericia, Gentofte, Gladsaxe, Odense, Odsherred, Vejle, Vesthimmerland og Viborg kommuner, og hvor der bl.a. står:

”Frikommuneforsøget forventes at spille en væsentlig rolle i regeringens reformovervejelser. Frikommunerne kan ...... være en aktiv bidragsyder til reformerne......ved at gå nye veje i opgaveløsningen, ved at tænke nyt og ved at vise, at kommuner kan administrere friere rammer på nye områder......Frikommunerne kan dermed være med til at bane vejen for et opgør med unødigt bureaukrati og sikre stærkere kommunalt selvstyre.”

Det er vanskeligt at se, at lovforslaget på nogen væsentlig måde lever op til dette formål, i al fald når det gælder plan- og miljøområdet, medmindre man bor i Viborg.

Indholdet:

Planloven i dag:

Som planloven ser ud i dag kræves der altid en ny lokalplan hvis man vil:

• Ændre landzone til byzone eller sommerhusområde.
• Tillade noget der er i strid med formålet i den gældende lokalplan.
• Tillade større udstykninger eller bygge/anlægsarbejder.

og der kræves altid et tillæg til kommuneplanen hvis:

• man vil lave en lokalplan der er i strid med den gældende kommuneplan.

Udfærdigelse af lokalplaner foregår – kort fortalt – på følgende måde:

• der udfærdiges et forslag
• forslaget udfærdiges somme tider af den bygherre der ønsker en tilladelse.
• Forslaget vedtages af kommunalbestyrelsen
• Forslaget offentliggøres så borgerne og andre myndigheder har mulighed for at protestere.
• Fristen er 8 uger
• hvis der er protester forlænges fristen med 4 uger.
• Når fristen er gået kan kommunalbestyrelsen – hvis den ellers ikke har opgivet ævred - vedtage planen igen evt. med mindre ændringer
• Større ændringer betyder at man må ”forfra”.

En lokalplan tager altså mindst, den tid det tager at lave forslaget og få det vedtaget i kommunalbestyrelsen plus 8 eller 12 uger. (Et tillæg til kommuneplanen tager ikke ekstra tid, for det kan laves og vedtages samtidig med lokalplanen).

Herudover gælder der meget stramme regler for hvad kommunerne må og ikke må skrive i lokalplaner om hvor der må være butikker, hvor store butikkerne må være og hvad de må handle med.

Lovforslaget:

Lovforslaget giver frikommunerne ret til – indtil 31-12-2015 – at ”forsøge sig” med nye fremgangsmåder, bl.a. når de skal træffe afgørelser efter planloven.

Frikommunerne kan nemlig vedtage at lempe reglerne på visse bestemte områder nemlig følgende:

1. Ændring fra landzone til byzone eller sommerhusområde (lovforslagets §16)
1. I mindre bysamfund kan man (hvis det ellers er tilladt i kommuneplanen) uden lokalplan overføre arealer fra landzone til byzone eller sommerhusområde
2. Dispensationer fra gældende lokalplaner (lovforslagets §17)
1. Der er ingen ændring i reglerne om hvad man kan dispensere fra, og det betyder altså, at man stadig ikke kan give en dispensation, hvis den er i strid med lokalplanens formål. Derimod er der kommet en lidt pudsig regel, nemlig at kommunen – hvis den giver en dispensation til én ejendom – kan bestemme, at dispensationen også skal gælde for andre ejendomme i samme lokalplanområde. Det betyder altså, at man som borger kan komme til at opleve, at man modtager en dispensation som man ikke har bedt om. (Det skal nok give anledning til nogle overraskelser J)
3. Planhierarki - d.v.s. det forhold at en lokalplan aldrig må være i strid med bestemmelserne i kommuneplanen – (lovforslagets § 18)
1. En lokalplan kan nu have et indhold der er i strid med kommuneplanen, men kun hvis det drejer sig mindre afvigelser af teknisk karakter, f.eks. vedrørende bebyggelsesprocent og højde.
4. Frister (lovforslagets §23)
1. Kommunen kan foretage mindre ændringer af en lokalplan, ved en ny lokalplan hvor fristen på 8 uger er forkortet til 4 uger, eller alternativt uden frist men med en sædvanlig partshøring (d.v.s at sagens parter samt naboer og andre interesserede skal orienteres og have mulighed for at protestere). Meningen er, at bestemmelsen skal bruges i de situationer, hvor en lokalplan kun er nødvendig, fordi der allerede er en lokalplan, som der ikke kan dispenseres fra.  Det kan f. eks. dreje sig om byggeri der ikke i sig selv er så omfattende, at en lokalplan ville ellers ville være nødvendig, men som dog vil være i strid med formålet i den gældende lokalplan. Den nye regel kan ikke bruges, hvis ændringen påvirker det bestående miljø.
5. Reglerne om hvornår kommunen har pligt til at lave en lokalplan (lovforslagets §24)
1. Grænsen for hvornår der skal laves lokalplan ”hæves”, så kommunen uden lokalplan kan godkende byggearbejder på enkeltejendomme i byzone, ved at give en tilladelse efter reglerne  om landzonetilladelse (planlovens § 35). En sådan tilladelse vil man fremover kalde en ”byzonetilladelse”. Der er samme sagsbehandling som ved egentlige landzonetilladelser, d.v.s. der skal annonceres, og der skal være 14 dages partshøring (d.v.s. at sagens parter samt naboer og andre interesserede skal orienteres og have mulighed for at protestere).
2. Ved klager over lokalplaner kan der kun klages over retlige forhold (planlovens § 58 stk. 1, nr. 4), men ved byzonetilladelser kan der klages på samme måde som der klages over landzonetilladelser (d.v.s. efter planlovens § 58 stk. 1, nr. 1), og det betyder, Miljø- og Naturklagenævnet kan behandle hele sagen d.v.s. også kommunens skønsmæssige vurderinger.

Hvad betyder det så ?

Hvis man skal opsummere, hvad det indtil nu har handlet om, så er det at man i visse meget afgrænsede tilfælde – af mindre betydning for kommunens samlede planlægning - kan undgå at skulle lave en lokalplan eller undgå at give en række ensartede dispensationer, alt sammen med det resultat at man - med mindre arbejde for kommunen - kommer hurtigere frem til en afgørelse, og at man på et meget specielt område nemlig byzonetilladelserne får en udvidet klageadgang.

Det er selvfølgelig arbejdsbesparende for kommunen, og gavnligt for de borgere der får brug for disse specielle regler, men reglerne gælder som sagt kun på nogle få afgrænsede områder, og der bliver på ingen måde nogen større frihed for kommunerne til at bestemme indholdet af de afgørelser der træffes – det handler denne del af de nye regler nemlig slet ikke om.

Jeg synes derfor, at det er berettiget, at sige at i al fald denne del af de ny regler er et stort ståhej for næsten ingenting, og nu kommer vi så til det med Viborg.

Vedrørende Viborg:

I planloven er der meget detaljerede regler om hvad kommunerne må og ikke må skrive i lokalplaner om butikker, og der er som udgangspunkt kun 4 slags områder hvor der må være butikker nemlig bymidten, bydelscentre, lokalcentre og aflastningsområder.

Meningen er, at butikkerne ikke skal blive for store, og at flest muligt butikker skal samles i bymidten.

Hovedreglen i alle områder er derfor, at der kun i særlige tilfælde må tillades dagligvarebutikker over 3.500 kvm. og udvalgsvarebutikker over 2.000 kvm. og i aflastningsområderne må det samlede butiksareal og den geografiske afgrænsning kun i særlige tilfælde udvides/ændres.

Der er altså ikke meget frihed for kommunerne på dette område, men det kommer der måske, for efter lovforslagets §19, 20, 21 og 22 kan man fravige størrelsesbegrænsningen på 2.000 kvm. for udvalgsvarebutikker (men altså ikke for dagligvarebutikker), og i aflastningsområder bliver der mulighed for forøgelse af det samlede butiksareal og ændring af afgrænsningen.

Dette er i sandhed nyskabende i den forstand, at det giver reel frihed til frikommunen, der er bare det ved det, at loven foreløbig kun skal gælde for Viborg kommune, og når det drejer sig om udvidelse/ændring af aflastningsområder, så gælder de nye regler tilmed kun et ganske bestemt aflastningsområde nemlig aflastningsområdet ved Holstebrovej i Viborg, der altså er udpeget som ”forsøgskanin”  i dette – efter min opfattelse tiltrængte – juridisk/politiske eksperiment.

Så altså – stort ståhej for næsten ingenting – medmindre man bor i Viborg, men det bliver spændende at følge J

Naboerne – en anderledes krigsfilm

Krigen.
Film man har set som ung, har ofte en særlig aura omkring sig, i al fald indtil man genser dem som (meget) voksen, for et gensyn kan af og til være skuffende.  Det var derfor også med blandede følelser, at jeg forleden dag, satte mig til at (gen)se Leif Panduros og Bent Christensens film fra 60´erne, nemlig ”Naboerne” som blev sendt i fjernsynet. Men jeg blev ikke skuffet. ”Naboerne” er i sandhed et filmisk mesterværk, og næsten som god vin er den kun blevet bedre af at have lagret i mange år.

Hovedtemaet er naturligvis stadig krigen der uafvendeligt kommer uden at nogen af parterne egentlig ønsker det, godt hjulpet på vej af ”krigens købmænd” i form af den hykleriske afholdsmand - landkøbmand & maskinhandler Krause der leverer alt fra portvin under disken over opflammende taler til elhegn, mejetærskere og nedbrydningsmaskiner, og som i slutscenen - mens begge familier med håndskubbede kærrer drager bort fra slagmarkens sortsvedne ruiner - vender sig mod kameraet, med tårerne løbende ned ad kinderne og spørger -  ”HVORFOR !”.

I øjenhøjde.

Ja det er en krigsfilm, men det er en anderledes krigsfilm. Den er nemlig helt nede i øjenhøjde hvor alle kan være med, og så er den på samme tid både komisk og tragisk.
Komisk fordi den rummer en perlerække af helt groteske overskridelser af almindelig god opførsel mellem naboer - altså overskridelser af den såkaldte naboretlige tålegrænse som f. eks. væltning af flagstænger - afluring gennem hul i plankeværk - højttalere på fuld tryk i vinduet (Ja – der kom juraen J - men det er en anden snak – som jeg vender tilbage til) og tragisk fordi det er tydeligt, at begge parter egentlig ønsker det anderledes.

”Henrettelsen”

Endelig rummer den nogle helt udødelige skuespilpræstationer, som f. eks. hvor fabrikant Sandelund (i skikkelse af John Price) har narret tandlæge Gormsen (i skikkelse af Ebbe Rode) til at tro, at Sandelund igen har parkeret sin bil foran Gormsens garage. Sandelund parkerer nemlig en bil, som tilhører fru Sandelunds engelske gæst, men som i øvrigt er helt magen til Sandelunds egen, foran Gormsens garage. Gormsen tror naturligvis (som ventet), at der er Sandelunds bil, så han meddeler, at han agter at flytte den stykke for stykke, hvis Sandelund ikke selv vil gøre det. Det synes Sandelund da at han skulle ta´ at gøre, og så går Gormsen amok med en mukkert, hamrer bogstaveligt talt bilen i småstykker, og flytter den mens Sandelund ind imellem ligefrem vejleder Gormsen om den mest effektive måde at splitte bilen ad på.

John Price leverer her en mesterlig præstation i form af skjult skadefryd, der nærmest bobler over mens han overværer ”henrettelsen” af bilen, og glæder sig til det øjeblik, hvor det vil gå op for Gormsen, at det er en forkert bil han er i færd med at flytte stykke for stykke.

Ros til dem der valgte at genudsende filmen - en anbefaling til dem der endnu ikke har set den – og sidst men ikke mindst – måske burde jeg skrive nogle indlæg om Naboret – det vil jeg overveje J

P.S. ! Filmen genudsendes på lørdag den 7/4 kl. 15.25 på DR 2