Odense, Vejle og Fredricia som frikommuner – stort ståhej for næsten ingenting – i al fald når det gælder plan- og Miljøret – medmindre man bor i Viborg!

Formålet

I regeringsgrundlaget for den nye regering stod der, at man ville etablere flere forsøg med frikommuner, og økonomi og indenrigsministeriet har derfor nu udsendt et forslag til ”Lov om frikommuner”, som skal gælde for Fredensborg, Fredericia, Gentofte, Gladsaxe, Odense, Odsherred, Vejle, Vesthimmerland og Viborg kommuner, og hvor der bl.a. står:

”Frikommuneforsøget forventes at spille en væsentlig rolle i regeringens reformovervejelser. Frikommunerne kan ...... være en aktiv bidragsyder til reformerne......ved at gå nye veje i opgaveløsningen, ved at tænke nyt og ved at vise, at kommuner kan administrere friere rammer på nye områder......Frikommunerne kan dermed være med til at bane vejen for et opgør med unødigt bureaukrati og sikre stærkere kommunalt selvstyre.”

Det er vanskeligt at se, at lovforslaget på nogen væsentlig måde lever op til dette formål, i al fald når det gælder plan- og miljøområdet, medmindre man bor i Viborg.

Indholdet:

Planloven i dag:

Som planloven ser ud i dag kræves der altid en ny lokalplan hvis man vil:

• Ændre landzone til byzone eller sommerhusområde.
• Tillade noget der er i strid med formålet i den gældende lokalplan.
• Tillade større udstykninger eller bygge/anlægsarbejder.

og der kræves altid et tillæg til kommuneplanen hvis:

• man vil lave en lokalplan der er i strid med den gældende kommuneplan.

Udfærdigelse af lokalplaner foregår – kort fortalt – på følgende måde:

• der udfærdiges et forslag
• forslaget udfærdiges somme tider af den bygherre der ønsker en tilladelse.
• Forslaget vedtages af kommunalbestyrelsen
• Forslaget offentliggøres så borgerne og andre myndigheder har mulighed for at protestere.
• Fristen er 8 uger
• hvis der er protester forlænges fristen med 4 uger.
• Når fristen er gået kan kommunalbestyrelsen – hvis den ellers ikke har opgivet ævred - vedtage planen igen evt. med mindre ændringer
• Større ændringer betyder at man må ”forfra”.

En lokalplan tager altså mindst, den tid det tager at lave forslaget og få det vedtaget i kommunalbestyrelsen plus 8 eller 12 uger. (Et tillæg til kommuneplanen tager ikke ekstra tid, for det kan laves og vedtages samtidig med lokalplanen).

Herudover gælder der meget stramme regler for hvad kommunerne må og ikke må skrive i lokalplaner om hvor der må være butikker, hvor store butikkerne må være og hvad de må handle med.

Lovforslaget:

Lovforslaget giver frikommunerne ret til – indtil 31-12-2015 – at ”forsøge sig” med nye fremgangsmåder, bl.a. når de skal træffe afgørelser efter planloven.

Frikommunerne kan nemlig vedtage at lempe reglerne på visse bestemte områder nemlig følgende:

1. Ændring fra landzone til byzone eller sommerhusområde (lovforslagets §16)
1. I mindre bysamfund kan man (hvis det ellers er tilladt i kommuneplanen) uden lokalplan overføre arealer fra landzone til byzone eller sommerhusområde
2. Dispensationer fra gældende lokalplaner (lovforslagets §17)
1. Der er ingen ændring i reglerne om hvad man kan dispensere fra, og det betyder altså, at man stadig ikke kan give en dispensation, hvis den er i strid med lokalplanens formål. Derimod er der kommet en lidt pudsig regel, nemlig at kommunen – hvis den giver en dispensation til én ejendom – kan bestemme, at dispensationen også skal gælde for andre ejendomme i samme lokalplanområde. Det betyder altså, at man som borger kan komme til at opleve, at man modtager en dispensation som man ikke har bedt om. (Det skal nok give anledning til nogle overraskelser J)
3. Planhierarki - d.v.s. det forhold at en lokalplan aldrig må være i strid med bestemmelserne i kommuneplanen – (lovforslagets § 18)
1. En lokalplan kan nu have et indhold der er i strid med kommuneplanen, men kun hvis det drejer sig mindre afvigelser af teknisk karakter, f.eks. vedrørende bebyggelsesprocent og højde.
4. Frister (lovforslagets §23)
1. Kommunen kan foretage mindre ændringer af en lokalplan, ved en ny lokalplan hvor fristen på 8 uger er forkortet til 4 uger, eller alternativt uden frist men med en sædvanlig partshøring (d.v.s at sagens parter samt naboer og andre interesserede skal orienteres og have mulighed for at protestere). Meningen er, at bestemmelsen skal bruges i de situationer, hvor en lokalplan kun er nødvendig, fordi der allerede er en lokalplan, som der ikke kan dispenseres fra.  Det kan f. eks. dreje sig om byggeri der ikke i sig selv er så omfattende, at en lokalplan ville ellers ville være nødvendig, men som dog vil være i strid med formålet i den gældende lokalplan. Den nye regel kan ikke bruges, hvis ændringen påvirker det bestående miljø.
5. Reglerne om hvornår kommunen har pligt til at lave en lokalplan (lovforslagets §24)
1. Grænsen for hvornår der skal laves lokalplan ”hæves”, så kommunen uden lokalplan kan godkende byggearbejder på enkeltejendomme i byzone, ved at give en tilladelse efter reglerne  om landzonetilladelse (planlovens § 35). En sådan tilladelse vil man fremover kalde en ”byzonetilladelse”. Der er samme sagsbehandling som ved egentlige landzonetilladelser, d.v.s. der skal annonceres, og der skal være 14 dages partshøring (d.v.s. at sagens parter samt naboer og andre interesserede skal orienteres og have mulighed for at protestere).
2. Ved klager over lokalplaner kan der kun klages over retlige forhold (planlovens § 58 stk. 1, nr. 4), men ved byzonetilladelser kan der klages på samme måde som der klages over landzonetilladelser (d.v.s. efter planlovens § 58 stk. 1, nr. 1), og det betyder, Miljø- og Naturklagenævnet kan behandle hele sagen d.v.s. også kommunens skønsmæssige vurderinger.

Hvad betyder det så ?

Hvis man skal opsummere, hvad det indtil nu har handlet om, så er det at man i visse meget afgrænsede tilfælde – af mindre betydning for kommunens samlede planlægning - kan undgå at skulle lave en lokalplan eller undgå at give en række ensartede dispensationer, alt sammen med det resultat at man - med mindre arbejde for kommunen - kommer hurtigere frem til en afgørelse, og at man på et meget specielt område nemlig byzonetilladelserne får en udvidet klageadgang.

Det er selvfølgelig arbejdsbesparende for kommunen, og gavnligt for de borgere der får brug for disse specielle regler, men reglerne gælder som sagt kun på nogle få afgrænsede områder, og der bliver på ingen måde nogen større frihed for kommunerne til at bestemme indholdet af de afgørelser der træffes – det handler denne del af de nye regler nemlig slet ikke om.

Jeg synes derfor, at det er berettiget, at sige at i al fald denne del af de ny regler er et stort ståhej for næsten ingenting, og nu kommer vi så til det med Viborg.

Vedrørende Viborg:

I planloven er der meget detaljerede regler om hvad kommunerne må og ikke må skrive i lokalplaner om butikker, og der er som udgangspunkt kun 4 slags områder hvor der må være butikker nemlig bymidten, bydelscentre, lokalcentre og aflastningsområder.

Meningen er, at butikkerne ikke skal blive for store, og at flest muligt butikker skal samles i bymidten.

Hovedreglen i alle områder er derfor, at der kun i særlige tilfælde må tillades dagligvarebutikker over 3.500 kvm. og udvalgsvarebutikker over 2.000 kvm. og i aflastningsområderne må det samlede butiksareal og den geografiske afgrænsning kun i særlige tilfælde udvides/ændres.

Der er altså ikke meget frihed for kommunerne på dette område, men det kommer der måske, for efter lovforslagets §19, 20, 21 og 22 kan man fravige størrelsesbegrænsningen på 2.000 kvm. for udvalgsvarebutikker (men altså ikke for dagligvarebutikker), og i aflastningsområder bliver der mulighed for forøgelse af det samlede butiksareal og ændring af afgrænsningen.

Dette er i sandhed nyskabende i den forstand, at det giver reel frihed til frikommunen, der er bare det ved det, at loven foreløbig kun skal gælde for Viborg kommune, og når det drejer sig om udvidelse/ændring af aflastningsområder, så gælder de nye regler tilmed kun et ganske bestemt aflastningsområde nemlig aflastningsområdet ved Holstebrovej i Viborg, der altså er udpeget som ”forsøgskanin”  i dette – efter min opfattelse tiltrængte – juridisk/politiske eksperiment.

Så altså – stort ståhej for næsten ingenting – medmindre man bor i Viborg, men det bliver spændende at følge J

Naboerne – en anderledes krigsfilm

Krigen.
Film man har set som ung, har ofte en særlig aura omkring sig, i al fald indtil man genser dem som (meget) voksen, for et gensyn kan af og til være skuffende.  Det var derfor også med blandede følelser, at jeg forleden dag, satte mig til at (gen)se Leif Panduros og Bent Christensens film fra 60´erne, nemlig ”Naboerne” som blev sendt i fjernsynet. Men jeg blev ikke skuffet. ”Naboerne” er i sandhed et filmisk mesterværk, og næsten som god vin er den kun blevet bedre af at have lagret i mange år.

Hovedtemaet er naturligvis stadig krigen der uafvendeligt kommer uden at nogen af parterne egentlig ønsker det, godt hjulpet på vej af ”krigens købmænd” i form af den hykleriske afholdsmand - landkøbmand & maskinhandler Krause der leverer alt fra portvin under disken over opflammende taler til elhegn, mejetærskere og nedbrydningsmaskiner, og som i slutscenen - mens begge familier med håndskubbede kærrer drager bort fra slagmarkens sortsvedne ruiner - vender sig mod kameraet, med tårerne løbende ned ad kinderne og spørger -  ”HVORFOR !”.

I øjenhøjde.

Ja det er en krigsfilm, men det er en anderledes krigsfilm. Den er nemlig helt nede i øjenhøjde hvor alle kan være med, og så er den på samme tid både komisk og tragisk.
Komisk fordi den rummer en perlerække af helt groteske overskridelser af almindelig god opførsel mellem naboer - altså overskridelser af den såkaldte naboretlige tålegrænse som f. eks. væltning af flagstænger - afluring gennem hul i plankeværk - højttalere på fuld tryk i vinduet (Ja – der kom juraen J - men det er en anden snak – som jeg vender tilbage til) og tragisk fordi det er tydeligt, at begge parter egentlig ønsker det anderledes.

”Henrettelsen”

Endelig rummer den nogle helt udødelige skuespilpræstationer, som f. eks. hvor fabrikant Sandelund (i skikkelse af John Price) har narret tandlæge Gormsen (i skikkelse af Ebbe Rode) til at tro, at Sandelund igen har parkeret sin bil foran Gormsens garage. Sandelund parkerer nemlig en bil, som tilhører fru Sandelunds engelske gæst, men som i øvrigt er helt magen til Sandelunds egen, foran Gormsens garage. Gormsen tror naturligvis (som ventet), at der er Sandelunds bil, så han meddeler, at han agter at flytte den stykke for stykke, hvis Sandelund ikke selv vil gøre det. Det synes Sandelund da at han skulle ta´ at gøre, og så går Gormsen amok med en mukkert, hamrer bogstaveligt talt bilen i småstykker, og flytter den mens Sandelund ind imellem ligefrem vejleder Gormsen om den mest effektive måde at splitte bilen ad på.

John Price leverer her en mesterlig præstation i form af skjult skadefryd, der nærmest bobler over mens han overværer ”henrettelsen” af bilen, og glæder sig til det øjeblik, hvor det vil gå op for Gormsen, at det er en forkert bil han er i færd med at flytte stykke for stykke.

Ros til dem der valgte at genudsende filmen - en anbefaling til dem der endnu ikke har set den – og sidst men ikke mindst – måske burde jeg skrive nogle indlæg om Naboret – det vil jeg overveje J

P.S. ! Filmen genudsendes på lørdag den 7/4 kl. 15.25 på DR 2

Utroligt men sandt – møbelbutikker sendt til tælling – en (delvis) ujuridisk kommentar

Sendt til tælling.
Under overskriften ”strid om hvor møbelbutikker skal ligge” berettes der i Stiftstidende den 22/3 om, at naturstyrelsen - til trods for at butikkerne og kommunen er enige - har nedlagt veto mod et forslag til kommuneplantillæg, som tillader møbelbutikker ved rosengårdscentret.

Utroligt men sandt
Det lyder utroligt, men det er sandt. Naturstyrelsen har faktisk ret til at nedlægge veto mod en kommuneplan, hvis planen er i strid med statslige interesser.
Der findes en oversigt over disse statslige interesser og i den står der bl.a., at man, i et område, som det der ligger ved rosengårdscentret, kan tillade:
”butikker, der alene forhandler biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer samt møbler (særlig pladskrævende varer), jfr. dog planlovens § 11e stk. 7”.
Nu skulle man jo så tro at sagen var lige ud ad landevejen, men det er den ikke, for i planlovens § 11e, stk. 7. står der, at kommunen skal forklare hvorfor, placering i bymidten ikke lader sig gøre, eller sagt på en anden måde, møbelbutikker skal være i bymidten, hvis det kan lade sig gøre.  
Det er derfor klart, at Naturstyrelsen interesserer sig for placeringen af møbelbutikker.
Det er simpelthen en del af styrelsens opgaver – ikke et ondt ord om det - men der er 2 ting som undrer mig.

Kommunens standpunkt.
Før det første forekommer det mig at placering udenfor bymidten er velbegrundet i forslaget, for i forslaget står der nemlig:
”Møbelbutikker etableres i stigende grad med et tilhørende lager, hvor kunder har direkte afhentning ved butikken. Det er vurderet i forbindelse med denne planlægning, at disse butikstyper er uhensigtsmæssige at placere i forbindelse med bymidten. Det er ikke er foreneligt med
Odense Kommunes intentioner i Trafik- og mobilitetsplanen om trafikal fredeliggørelse af bymidten. Trafik- og mobilitetsplanen omfatter hele bykernen og også evt. udvidelser af denne.
Der er aktuelt rummelighed i bymidten til etablering af større butiksvolumener, men disse butikker
er ikke egnede til anvendelse til butikskoncepter med lager og direkte kundeafhentning
af større volumener. Etablering af møbelbutikkers tilknyttede lagerfaciliteter er tillige vanskelige at indpasse i Odenses intime middelalder bymiljø. Odense Kommunes bydelscentre er generelt udbyggede og forsyner mere afgrænsede bydele. Aflastningscenter SØ har en restrummelighed, der i den gældende lokalplan er bundet til 1. sal og derfor ikke er egnet til møbelbutikker med tilhørende lager”
Om kommunen så kan overbevise Naturstyrelsen – ja det vil tiden vise.

Meningsløs lovgivning.
For det andet er det for mig en ”gåde” hvorfor politikerne på Christiansborg har fået den meningsløse idé, at netop møbelbutikker skal være i bymidten, når alle og enhver ved, at de rigtig store møbelbutikker umuligt kan placeres i bymidten, og at det derfor reelt kun er de mindre butikker man stuver sammen hvor det er uhensigtsmæssigt.
Nogen burde ”tale med Christiansborg”

Ærgerligt, men lov er lov – og dog - hvor der er en vilje er der (måske) en vej.

Sagen:

”Med lov skal land bygges” – sådan stod der i Valdemar Sejrs Jyske lov fra 1241, og sådan stod der (næsten) også i Fyens Stiftstidende i dag om naturstyrelsens afslag på tilladelse til at indhegne et bynært areal i Munkebo, så Kerteminde Civile Hundeførerforening kan bruge det til træning.

Arealet er velegnet, det ligger klods op ad Munkebo by, og mellem arealet og vandet er der både en landevej og en husrække, men arealet er ikke i byzone, og det ligger nærmere end 300 m. fra kysten, så derfor må man ingenting uden tilladelse fra Naturstyrelsen, og den har man altså ikke fået.

Begrundelsen:

Kontorchef Niels Bjøkbom fra Naturstyrelsen siger til avisen, at det ikke har nogen betydning hvordan omgivelserne ellers er. Strandbeskyttelseszonen er en forbudszone, og forbuddet håndhæves meget strengt – ”hvis vi bare sagde ja for at være nogle flinke fyre, så kom Danmark til at se helt anderledes ud…..så vi er nødt til at følge lovens bogstav”. Dette er af journalisten – særdeles rammende – oversat til ”Ærgerligt men lov er lov”.

Afslaget er ”lige efter bogen”

Dette er slet ikke overraskende, for sådan er praksis, og denne sag er ingen undtagelse.

Afgørelsen er ”lige efter bogen”, og så vidt man kan læse i avisen, var foreningen også skeptisk, og det var - som det nu har vist sig – med god grund.

Fra kommunens side peger man bl.a. på der er givet tilladelse til et skur med en varmeveksler, og at hvis man solgte jorden til en landmand, så måtte han – helt uden tilladelse - indhegne for kreaturer.

Men en varmeveksler må nødvendigvis placeres der hvor varmen skal bruges, og landmænd kan kun ”dyrke” jorden der hvor den ligger.

Foreningen kan derimod godt være et andet sted, og så får man ikke lov.

Strandbeskyttelseslinjen gælder ikke i byzone, og arealet ligger så det vil være helt naturligt at inddrage det til byzone på et eller andet tidspunkt, men det kræver – på samme måde – en særlig begrundelse som næppe kan være, at det skal bruges til hundetræning

Hundetræning er måske også landbrugsmæssig drift

Kommunen er selv inde på undtagelsen i Landbrugsloven.

Undtagelsen for landbrugsmæssige hegn findes i naturbeskyttelseslovens § 15 stk. 4 nr. 3 hvor der står at forbuddet ikke gælder sædvanlig hegning på jordbrugsejendomme.

Det fremgår ikke af avisen om arealet har status som jordbrugsejendom, men hvis den har det, så er der måske en vej frem, hvis man altså vil.

Hvis arealet er noteret som landbrug, så gælder landbrugsloven, og landbrugsloven, er blevet ændret, så rekreative formål og fritidsformål også betragtes som landbrugsmæssig drift (det følger af en jordbrugskommissionsafgørelse fra 6-10-2010 hvor et kommunalt I/S fik afslag på ansøgning om ophævelse af landbrugspligt, netop med den begrundelse, at ophævelse slet ikke var nødvendig fordi man ville bruge arealet til rekreative formål).

Det betyder altså, at Kerteminde kommune kan tage ejendommen i brug til fritidsformål som f.eks. hundetræning. og når det er kommunen der ejer og driver ejendommen, så er hundetræning et rekreativt formål og dermed også landbrugsdrift. Hvis denne landbrugsdrift sædvanligvis kræver hegn, så kan man altså (i al fald med nogen ret) påstå at der er tale om et hegn som er undtaget fra forbuddet.

Hvor der er en vilje er der (måske) en vej:

Det skal understreges, at fremgangsmåden – mig bekendt – aldrig har været prøvet, og der er måske "lige på kanten", men man kunne jo prøve. Hvor der er en vilje er der måske en vej.

Slået hjem og hvad så – forfra med vindmøllerne - i al fald i Holbæk

Det er rigtig irriterende, når man i et spil ludo bliver slået hjem, lige inden man kommer i ly på de farvede felter, og muligvis er det noget i den retning politikere og embedsmænd i Holbæk føler i øjeblikket.

Landsretten har nemlig afsagt en dom, som indebærer at en større sag om VVW vurdering af et mølleprojekt formentlig er på vej tilbage til kommunen til ny behandling.

I Holbæk havde kommunen lavet miljøvurdering og VVM redegørelse om et vinmøllerprojekt.

Senere blev projektet ændret sådan, at det kom til at omfatte færre men større møller.

Kommunen skulle derfor lave om på plangrundlaget efter planloven.

Det gjorde man så.

Kommunen burde også have overvejet om der skulle laves en supplerende miljøvurdering og VVM.

Det gjorde man ikke.

Det mente Natur- og Miljøklagenævnet heller ikke, at man skulle have gjort.

Det siger landsretten nu, at man skulle have gjort.

Landsretten siger nemlig i sin dom af 15/2 2012:

”..at den ændrede planlægning i relation til møllernes effekt gav anledning til at antage, at projektet havde gennemgået en sådan forandring, at i hvert fald et behov for udarbejdelse af en supplerende miljøvurdering og VVM-redegørelse skulle have været overvejet i forbindelse med Naturklagenævnets behandling af klagen..”.

Nu skal sagen så tilbage til Natur- og miljøklagenævnet, og formentlig derfra til kommunen, til ny overvejelse, og det vil nok være smart hvis andre kommuner stopper op et øjeblik og overvejer om der måske er noget der lige skal gøres anderledes

Og resultatet I Holbæk? - tja? 

”The answer is still blowing in the wind”

Hans Haages

Miljøadvokat

+45 26 75 90 59

hh@focus-advokater.dk

Huller i mobildækningen – nabointeresser er (juridisk set) ikke vigtigst når antennemaster skal placeres

Masten:

Når man kører fra Faaborg mod Odense, skal man ikke ringe op fra sin mobiltelefon lige efter man er startet, for – som det vistnok er vist almindelig kendt -, så er mobildækningen i Svanninge Bakker omvendt proportional med herlighedsværdien. Af den grund er det rart at konstatere at der bliver gjort noget ved problemet, for som det fremgår af Fyns Stiftstidende den 5-3-2012 skal Kommunalbestyrelsen i morgen den 6-3-2012 tage stilling til en ny 24 m. høj mobilmast i Ringe.

Naboerne:

Masten skal opstilles i et tætbebygget område på Dybdal nær Jernbanen, og det er selvfølgelig knapt så rart for dem der bor der, for der er vel ikke mange, som ligefrem synes det er sjovt at være nabo til en 24 m. høj mast. Naboerne har da også protesteret og bl.a. henvist til, at masten vil virke dominerende så tæt på menneskers bolig.

Ud fra kommunalbestyrelsens dagsorden ser der ud til at være væsentlige tekniske grunde til, at placere masten netop der hvor det er foreslået. Spørgsmålet er derfor – hvor meget vægt man kan og skal lægge på naboernes interesser.

Svaret er helt klart, at naboernes interesser – rent juridisk – kommer i anden række.

Hvis man som kommende nabo til en antennemast håber, at kunne få kommunen til at placere master uden for bymæssig bebyggelse, så håber man forgæves.

Hvad siger loven

Natur- og Miljøklagenævnets praksis er at master i det åbne land, så vidt muligt skal placeres i tilknytning til eksisterende høje bygningselementer, og en såkaldt  ”landskabeligt skæmmende” maste placering får man kun lov til hvis man kan bevise, at det ikke er muligt at opnå tilnærmelsesvis samme kommunikationsdækning ved en mindre skæmmende placering.

Nævnte siger udtrykkeligt:

”Det fremgår af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser, at det ikke kan tillægges afgørende betydning, at placeringen vil medføre færre nabogener, hvis det vil bevirke opstilling af en landskabeligt mere skæmmende mast. Hensynet til at undgå nabogener må i mastesager vige for hensynet til landskabet og naturen”.

Nævnet har netop offentliggjort bl.a. 2 afgørelser fra 22-12-2012, som viser forholdet til nabointeresser.

• NMK 31-00404
• En kommune havde meddelt landzonetilladelse til opstilling af en 42 m høj gittermast i et værdifuldt landskab, bl.a. fordi det ville give færrest nabogener. Nævnet ændrede tilladelsen til et afslag
• NMK 31-00208
• En kommune kunne have tilladt en mast i en by, men der måtte forventes et stort antal naboklager. Kommunen tillod i stedet en opstilling af en antennemast i jordbrugsområde midt imellem to ådale. Nævnet ændrede tilladelsen til et afslag.

Skakmat i Ringe – Tommelskruer på langtrukkent strøgbyggeri.

Efter indholdet af Fyns Stiftstidendes lokalsektion i går side 14 har kommunen nu sat tommelskruerne på ejendomsinvestor Hans Jørgensen, men tilsyneladende kun for at få ryddet op og genskabt de offentlige arealer som bygherren har ”lånt”, nemlig den del af centrumpladsen i Ringe, der har henligget som byggeplads siden sommeren 2008. Hvad man bagefter vil gøre ved det ufærdige byggeri, melder historien ikke noget om og med god grund, for det er nærmest umuligt at tvinge en bygherre til at blive færdig med sit byggeri.

Hvor lang tid må byggeriet tage

Nu kan der jo være bygninger som det af ”tekniske grunde” tager lang tid at opføre, men bedømt ud fra avisens oplysninger og de tilgængelige fotos er det vanskeligt, at forestille sig at det skulle være ”teknisk” nødvendigt med en byggeperiode på 3 – 4 år for strøgbyggeriet i Ringe.

I byggeloven § 16 er der en regel om at en byggetilladelse bortfalder hvis man ikke er gået i gang inden ét år, og man har også en forudsætning om at normalt byggeri helst ikke skal vare mere end to år, men der står intet i byggeloven om hvad der skal ske, hvis byggeriet varer længere, som f. eks strøgbyggeriet i Ringe.

Hvad kan man gøre

Hvis der er fejl ved den ufærdige bygning og hvis der af den grund opstår fare for beboere eller andre, så kan kommunen kræve at bygningen rømmes og afspærres Det står i byggelovens § 18, som også gælder byggeri under opførelse, eller hvis der f. eks. på en grund ligger en delvist nedbrændt bygning og/eller uordentlige stakke af byggematerialer, så kan der kræves oprydning.

Hvad kan man ikke gøre

Helsingør kommune forsøgte i 2008 at bruge reglen om, at en byggetilladelse bortfalder, hvis arbejdet ikke er påbegyndt inden ét år, til at tvinge en bygherre til at færdiggøre et byggeri, ved at inddrage byggetilladelsen. Kommunen mente nemlig, at reglen skulle forstås sådan, at det samme måtte være tilfældet hvis byggeriet ikke fortsatte i sædvanligt tempo.

Bygherren klagede til Statsforvaltningen i Hovedstaden og fik ret (sag: STA 12-06-2008)

Statsforvaltningen skrev:

”Vi finder … ikke, at der i bestemmelsen, …. , kan indfortolkes et krav til tempoet for fortsættelse af byggearbejdet efter 1-årsfristens udløb.”
Det samme må gælde for Faaborg Midtfyn Kommune, og konklusionen er altså, at kommunen ikke kan ikke kræve at strøgbyggeriet i Ringe færdiggøres.

Skakmat

Vejchef Flemming Mogensen påpeger at Centrumpladsen er offentligt areal helt ind til sokkelen af byggeriet, og at bygeriet er nået så langt, at der ikke mangler noget udvendigt.

Man må håbe for kommunen, at dette er rigtigt, for hvis byggeriet ikke kan gøres færdigt uden at bygherren bruger i al fald en del af Centrumpladsen, så er kommunen faktisk ved at sætte sig selv skakmat.